Alle investorøjne er torsdag rettet mod Jackson Hole og fredagens tale fra den amerikanske centralbanks førstemand, Jerome Powell, hvor fokus vil være på detaljer om, hvornår og hvor hurtigt centralbanken vil skrue ned for sit massive obligationsopkøb.

Det vurderer Danske Banks chefstrateg, Frank Øland.

Den amerikanske centralbanks Kansas-afdeling holder igen i år Jackson Hole-symposiet som en virtuel konference, så det meste af opmærksomheden vil være på talen fra Jerome Powell, der ventes klokken 16 fredag eftermiddag.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, køber i øjeblikket obligationer for 120 mia. dollar om måneden for at presse renterne ned og understøtte økonomien.

Læs også: Dansker får kæmpe skattesmæk efter at have tjent millioner på bitcoin

Finansmarkederne frygter en nedskalering af opkøbene - også kaldet tapering - vurderer Frank Øland, der forklarer, at de økonomiske nøgletal i USA på det seneste har været skuffende som følge af spredningen af Delta-varianten af covid-19.

- I de finansielle markeder er dårlige nyheder imidlertid blevet til gode nyheder, da investorerne nu satser på, at de økonomiske svaghedstegn gør, at Powell vælger en forsigtig tone i Jackson Hole og udskyder annonceringen af tapering, skriver Frank Øland i en kommentar med henvisning til udfasningen af de massive obligationsopkøb.

Danske Banks chefstrateg forventer, at Powell venter med at annoncere tapering til slutningen af september, og at centralbanken først begynder at reducere opkøbene i december.

- Hvis Delta-varianten bliver en større modvind for økonomien, end det forventes i øjeblikket, så vil Powell måske genoverveje timingen og udskyde tapering til næste år, vurderer Frank Øland.

Den amerikanske økonomi ventes ifølge Danske Bank at fortsætte væksten i løbet af efteråret, samt at renterne vil stige gradvist.

Derfor venter banken også, at aktierne kan fortsætte opad, men dog ikke i samme tempo som i det seneste 17-18 måneder.

Dog kan for hurtigt stigende renter skabe en risiko for aktierne, vurderes det.

Læs også: Investorer dropper danske aktier: De er blevet for dyre

Læs også: Dansk kapitalforvalter holder fast trods bombet aktiekurs

/ritzau/FINANS