Henter kommentarer

Markedsanalytiker om FLSmidth-aktien: Prisen er høj


Prisen for en FLSmidth-aktie er i den høje ende.

Det vurderer eToros markedsanalytiker, Jakob Westh Christensen, i et analysenotat om det danske C25-selskab, der har specialiseret sig inden for mineudstyr og cementindustrien. Det sker, efter ingeniørkoncernen har onsdag fremlagt sit årsregnskab for 2022. Spørgsmålet er dog, om prisen er for høj, påpeger han.

»Ser vi på 2022 indtjeningen, er det en PE-multipel på plus 40x, hvilket er i den høje ende,« forklarer analytikeren i et analysenotat.

Læs også: Aktien blev kaldt en 'dansk kronjuvel' – Nu kommenterer direktør på opkøb

P/E-tallet (price/earning fortæller, hvor meget du som investor betaler for at få andel i 1 kr. af selskabernes indtjening. Hvis P/E-værdien er 40, så koster det 40 kr. at købe sig til 1 krones indtjening.

Prisfastsættelsen på FLS-aktier skal ikke mindst ses i lyset af, at ingeniørkoncernen har »leveret en flad til negativ omsætning- og indtjeningsvækst i de seneste år.« FLSmidth forventer endda en begrænset vækst i omsætningen fremadrettet, påpeger Jakob Westh Christensen.

Læs også: Så er der udbytte på vej til aktionærerne

Selvom FLS i 2022 formåede at løfte salget efter et par år med »ringe« toplinjepræstationer, er det ikke lykkedes FLS at forbedre driftsresultatet (EBITA), forklarer han. Driftsresultatet lander på 943 mio.kr. og er dermed under 2021-niveauet på 1,030 mio.kr. og resulterer i en driftsmargin, der svækkes fra 5,9 pct. til 4,3 pct.

Ingeniørkoncernens bundlinje for 2022 lød på 352 mio.kr., hvilket med hans ord afspejler en »flad« udvikling i forhold til året før. Det svarer til en indtjening pr. aktie på 6,5 kr., bemærker Jakob Westh Christensen og uddyber:

Læs også: Nye tal fra FLS - det forventer selskabet af fremtiden

»En indtjening, som investorerne får lov til at betale for, efter at aktiekursen er steget fra cirka 170 kr. i november til at flirte med cirka 300 kr. i dag – en vild stigning på cirka 75 pct. over de sidste fire måneder. «

Han hæfter sig ved, at en del af forklaringen bunder i, at FLS er ved at forenkle koncernen for at opnå et såkaldt ‘pure play‘ fokus på mine- og cementaktiviteterne, som omfatter en adskillelse af ikke-kerneaktiviteter. Det indebærer også, at TK Mining, der blev overtaget i 2022, er fuldt integreret i det danske C25-selskab.

Læs også: Nordea: FLS-aktien rummer et stort potentiale

»Med det nye setup forventer ledelsen at øge driftsmarginerne betydeligt i både mine- og cementforretningen fra de nuværende niveauer. Men om dette er nok til at retfærdiggøre det nuværende aktiekursniveau, vil kun tiden vise,« påpeger Jakob Westh Christensen.

FLS splitter vandene. Den svenske kapitalfond Altor har eksempelvis købt op i FLS og kaldt C25-selskabet for en dansk kronjuvel. FLSmidth er omvendt – i skrivende stund – det næstmest ‘shortedeC25-selskab. Næsten 9 pct. af den udstedte aktiekapital er shortet. Når en aktie er meget shortet, så betyder det, at der er en betydelig mængde investorer, der satser på, at aktiekursen vil falde.