»Jeg synes, det er ret fornuftigt.«
Sådan lyder dommen fra 36-årige Martin Sørensen, når han kigger på det afkast, som hans vininvestering lige nu har.
Den 36-årige jyde, der er uddannet speditør, har 151 flasker luksusvin stående på et lager lidt nord for Aalborg. Selvom han har en passion for vine og bruger meget tid på at læse, smage og købe vin, så har de 151 flasker et andet formål end at ryge ned i halsen. Det er investeringsobjekter.
Og indtil videre har de dyre flasker, som Martin Sørensen købte i december, givet et bedre afkast end de aktier, han har haft i samme periode.
For mens aktiemarkederne er blevet hamret i knæ siden slutningen af 2021, så står det anderledes til med nogle alternative investeringsformer. Specifikt er Martin Sørensens vine steget med 15 pct. siden han købte dem i december, og det er altså den udvikling, som han kalder »ret fornuftig«.
Men investeringsformen er ikke for alle, mener Martin Sørensen.
Læs også: Advarer mod at gøre vinkælderen til en guldmine: ‘Du skal være meget opmærksom’
Speditøren begyndte selv at kigge mod vine, fordi han havde en pose penge, som gerne skulle spredes ud på forskellige investeringer.
»I bund og grund investerer jeg i vine, fordi jeg havde muligheden og en stor passion for vine i forvejen. Jeg bruger meget tid på at læse, smage og køber lidt engang imellem. Min bedre halvdel synes selvfølgelig, at jeg køber for lidt for meget,« siger speditøren med et smil i stemmen.
Martin Sørensen, der er NTGs afdelingschef i Balkan, Tyrkiet og Mellemøsten, har sat omkring 100.000 euro i vine. Euroinvestor er kommet i kontakt med vininvestoren gennem den privatøkonomiske rådgiver, Karsten Engmann, som tidligere har slået på tromme for, at vininvesteringer hører til i »legetøjsafdelingen« og max bør fylde 5 procent af ens portefølje.
Det er selvfølgelig en grænse, som Martin Sørensen holder sig indenfor. Han føler ikke, at det er penge, han »gambler med på nogen som helst måde«.
Hvorfor synes du ikke, at du gambler?
»Fordi det stadigvæk er en lille del af porteføljen, jeg har stående i vin. Jeg kunne ikke drømme om at være halvt eller helt investeret i vin,« svarer Martin Sørensen.

Speditøren har investeret i vinene gennem RareWine Invest, som han fandt på Google, for her kan man oplagre sine luksusvine uden at betale told og moms – og dermed rækker pengene lidt længere.
Porteføljen med de 151 flasker er således blevet sammensat i samarbejde med Martin Sørensen og RareWine Invests vinkendere. Oprindeligt havde selskabet foreslået Martin Sørensen at investere en lille del af pengesummen i amerikanske vine, men det ændrede speditøren, fordi han vil kende det produkt, han investerer i.
»Porteføljen er spredt ud over Bourgogne, Champagne og lidt vine fra Italien. RareWine Invest tilbød mig vine fra USA, men jeg har ikke stor nok viden på det amerikanske marked til, at jeg ville investere i det – selvom jeg godt kan se, at de har nogle pæne stigninger. Jeg vil selv have hjertet med,« forklarer Martin Sørensen.
Indtil videre har 24 flasker hvidvin fra Coche-Dury i Bourgogne været porteføljens bedste højdespringer, og trods de pæne stigninger regner Martin Sørensen med, at alle flaskerne skal forblive i hans varetægt nogle år endnu.
Han betaler nemlig 0,7 pct. af vinenes værdi i gebyr for at have dem opbevaret, ligesom RareWine Invest kommer til at tage syv procent af salget, når vinene en dag får nye hænder.
»De omkostninger skal regnes ind i det. Derfor tænker jeg, at jeg ikke skal af med dem nu, for så spiser omkostningerne alt. Jeg håber på, at det kan fortsætte den kurve, det har nu, i 8-10 år,« fremhæver Martin Sørensen.
Og vil vininvestoren så anbefale andre at sætte sine penge i vine? Ja, lyder det – men ikke uden forbehold:
»Hvis man har penge til det og sørger for, at det er en mindre del af ens formue, og man ved, hvad det er, man laver – så ja.«
Læs også: Her er de mest populære investor vine
Læs også: Investeringer i vine hitter: 'Det er lidt mere en sikker havn'
