Henter kommentarer

Mens andre trækker sig – investor vil købe luns af skandaleombrust selskab


1.000.000 kroner.

Så mange penge vil Bent Alsø A/S fortsat købe aktier for i børskandidaten MeeW.

Det sker selvom, at MeeWs topchef, Armin Kavousi, tirsdag er blevet taget i at have fusket med adskillige dele af sit cv. Og det sker også på trods af, at den største investor i selskabet, IPO Nordic Fund, agter at trække sin investering på 1,5 mio. kr.

Læs også: Storinvestor i skandaleramt selskab vil trække sig: 'Alle mine alarmlamper blinker'

Bent Alsø, der sammen med familiemedlemmer investerer gennem aktieselskabet Bent Alsø A/S, mener, at MeeW stadig kan være en fin investering på trods af Kavousis falske titler. Bent Alsø A/S har i MeeWs memorandum givet tilsagn om, at de vil investere for 1 mio. kr.

»Jeg vil lige vente til lidt senere med at finde ud af, hvad jeg egentligt synes om det hele. Men umiddelbart så ændrer det såmænd ikke noget for mig,« siger Bent Alsø til Euroinvestor med henvisning til nyheden om Kavousis falske titler.

Hvorfor ændrer det ikke noget for dig, Bent?

»Fordi det er et fint koncept, som jeg investerer ind i. Armin Kavousi forlader det jo. Der er fornuftige folk i forvejen. Indtil videre tager jeg det helt stille og roligt, og så må jeg lige høre, hvad selskabet melder ud, og hvad deres tanker er. Så ser jeg på det til den tid,« svarer Bent Alsø.

Du siger, at du vil vente og se hvad selskabet melder ud. Hvad kan få dig til at trække din investering?

»Det ved jeg ikke. Det synes jeg er lidt for tidligt at tage stilling til,« lyder det fra Bent Alsø.

Armin Kavousi har overfor mediet Frihedsbrevet og senere på LinkedIn indrømmet, at han har brystet sig af falske titler, som han aldrig har haft. Kavousi er derfor trådt ud af MeeW med øjeblikkelig virkning, ligesom han har solgt sine aktier i børskandidaten.

I stedet har Peter Funch, MeeWs tidligere vicedirektør, overtaget stolen som administrerende direktør.

Planen er, at MeeW skal børsnoteres på Spotlight-børsen i Stockholm 16. marts.

Læs også: Fyret topchef lægger sig fladt ned: 'Jeg har opført mig ubetænktsomt'

Læs også: Han rystede markederne: 'Samtlige aktiesektorer var badet i rødt'