Mens Putin invaderer Ukraine skyder guldprisen i vejret

Mens der er udsigt til store fald på de globale aktiemarkeder torsdag morgen, er historien en anden for guldprisen, der netop har passeret det højeste niveau i mere end et år
Guld handles nu til 1949 dollar per ounce, skriver Bloomberg.
Prisen på guld er steget i løbet af de seneste par uger, hvor spændingerne mellem Ukraine og Rusland er taget til.
Ifølge John Feeney, forretningsudviklingschef hos Guardian Gold Australia, skyldes handlerne, at guldbarrer er en sikker havn midt i konflikten, der netop har udviklet sig til en krig.
Også olieprisen er skudt i vejret, efter der natten til torsdag kom meldinger om eksplosioner i den ukrainske hovedstad Kiev.
Futures for en tønde Nordsøolie målt på Brent-noteringen er steget 4,69 pct., ifølge CNBC. Det svarer til, at en tønde olie ligger på 101,38 dollar pr. tønde. Det er første gang siden 2014, at olieprisen krydser 100 dollar pr. tønde.
Læs også: Store rystelser venter de europæiske aktiemarkeder
Læs også: Lau Svenssen: Indgreb mod Rusland vil ramme disse danske aktier