Midt i energikrisen har flere lande kastet sig over nye investeringer i fossile brændstoffer for at sikre tilstrækkelig med elektricitet og varme i befolkningernes stuer de nærmeste år.
Den bevægelse, samtidig med, at vi også befinder os i en akut klimakrise, må dog ikke overskygge, at der stadig investeres kraftigt i vedvarende energi, hvorfor der er gode muligheder for afkast i den sektor.
Det mener den schweiziske investeringsbank UBS, som især fremhæver udviklingen inden for solenergi.
Læs også: Analysehus: Her er de 100 mest grønne aktier
- Vi ser et yderligere skridt op i investeringer i bæredygtige energikilder, hedder det i en kommentar.
Banken peger på, at der i EU i sommer blev produceret rekordmeget strøm fra solenergi, i alt 99,4 terrawatt-timer fra maj til august, en vækst på 28 pct., og det ville have kostet 29 mia. euro at producere via gas.
- Derudover opfører udviklere nye solfarme i hele Europa i et tempo, der sandsynligvis vil betyde, at den elektricitet, de producerer, vil slå rekorder hver sommer i mindst det næste årti.
Læs også: Investorer overser potentiale i én type grønne produkter
Fremgangen i produktionen fra solenergi ventes i 2022 at være den største i ti år og nå 250 terrawatt-timer globalt, men allerede næste år ses produktionen fra sol vokse med yderligere 30 pct., peger Jinkosolar, verdens næststørste producent af solmoduler på.
Desuden investeres der kraftigt i produktionen af solceller. I 2025 ventes kapaciteten at være på 940 gigawatt om året, hvilket skal sammenlignes med, at der indtil nu samlet på global plan er opført kapacitet inden for solenergi på 971 gigawatt.
Læs også: Selv efter choktal – Inflationen vil styrtdykke
Samtidig udgør ren energi nu mere end 50 pct. af beskæftigelsen inden for verdens samlede energisektor.
- Så vi fortsætter med at tro på, at energisikkerhed vil være i front og i centrum i sikkerhedens æra, og vi ser de største investeringsmuligheder på kort til mellemlang sigt inden for disse områder, herunder ren energi, energieffektivitet, ren luft, CO2-reduktion og grøn teknologi, konkluderer UBS.
.\˙ MarketWire