Henter kommentarer

| Opdateret

Militærindgreb og eksplosioner i nat - udsigt til omfattende kursfald


En bølge af kursfald er natten til torsdag skyllet henover de asiatiske aktiemarkeder, og der er lagt op til omfattende aktiedyk i USA såvel som Europa, når børserne åbner.

Det sker, efter Ruslands præsident Putin onsdag aften meddelte, at man ville iværksætte en militæraktion i Ukraine. Natten til torsdag melder flere internationale medier - herunder CNN og CNBC - om eksplosioner i Kiev.

USA's præsident Joe Biden har tidlig morgen dansk tid kaldt Ruslands angreb på Ukraine for 'uprovokeret' og 'uberettiget', skriver Washington Post.

Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer torsdag morgen en negativ åbning med et markant fald på 511 indekspoint, hvilket indikerer et fald på 3,5 pct.

Futures for tre af de store amerikanske aktieindeks dykkede alle kraftigt, efter Vladimir Putins ordre om et militærindgreb kom frem, bemærker CNBC.

Futures for Dow Jones-indekset er i rødt med minus 732 indekspoint, hvilket indikerer et fald i børsåbningen på 2,2 pct.

Futures for det brede S&P 500-indeks peger på et fald på 99 indekspoint, hvilket indikerer et fald på 2,3 pct. torsdag morgen dansk tid. Der er også lagt op til nye fald for teknologiaktierne. Futures for Nasdaq 100-aktieindekset falder 382 indekspoint, hvilket indikerer et fald på 2,8 pct.

I Asien er der torsdag brede kursfald. Hongkongs ledende aktieindeks, Hang Seng, falder ifølge CNN godt 3 pct., mens det toneangivende japanske Nikkei-indeks er i rødt med minus 2,3 pct.

Olieprisen er samtidig skudt i vejret. Futures for den europæiske brentolie er steget 4,69 pct., hvilket svarer til 101,38 dollar pr. tønde.

Guldprisen er steget 2 pct., og den ligger nu i 1.948 dollar  per ounce. Du kan følge guldprisen hos Euroinvestor her.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Danske Bank: Sådan kan en eskaleret konflikt ramme aktierne

Læs også: Nykredit: Sådan kommer Ukraine-uro til at påvirke aktiemarkedet