Henter kommentarer

Milliardforvalter om dansk aktiedarling: Usikkerheden er vokset


Usikkerhed omgærder den danske vindmølleproducent Vestas.

Sådan lyder det i en kommentar fra den danske formueforvalter Artha Kapitalforvaltning, der forvalter mere end 16 mia. kr. Det sker, efter den danske vindmølleaktie fredag blev kastet ud i en voldsom børsnedtur på 9 pct.

Læs også: Pensionsgigant advarer mod nedtur: Danske aktier kan fortsætte fald

Vestas blev ligesom den spansk-tyske vindmøllegigant Siemens Gamesa dumpet af investorer fredag, efter Siemens Gamesa torsdag nedjusterede sine forventninger. Hele branchen kæmper med udfordringer i forsyningskæden og at højere omkostninger presser sig på, forklarer Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos Artha Kapitalforvaltning.

Læs også: Vestas og konkurrenterne ramt af den perfekte storm: 'En vanskelig situation'

»Av for en fredag, udfordringer i forsyningskæden og højere omkostninger presser sig på. Et langt stykke ind i 2021 troede marked på Vestas, troede på at konkurrenterne havde et problem, men faktum er, at de nuværende udfordringer er hele sektoren. Produktionen er for dyr og produkterne er ikke blevet tilsvarende dyrere – med andre ord er det nærmest som at miste penge på hver mølle, der produceres. Ingen tvivl om, at usikkerheden frem mod Vestas-regnskab 10. februar er styrket,« skriver Lars Hytting.

Vestas-aktien faldt 9 pct., Siemens Gamesa faldt 14 pct., Nordex fald 8 pct, mens Siemens Energy, der er ejet 67 pct. af Siemens Gamesa, faldt 16,6 pct.