Hvilke bøger er værd at bruge tid på, hvis du gerne vil være klogere på aktier, selskaber og investering?

Det spørgsmål har Euroinvestor stillet investeringsdirektør Alexandra Morris fra Skagen Fondene. Der er tale om en norsk formueforvalter, der har mere end 56 mia. kr. under forvaltning.

Her peger Alexandra Morris på tre bøger, som hun mener, der er værd at bruge tid på. Måske til din egen julelæsning eller til en gave under juletræet.

Læs også: 3 mulige aktieguldfugle til 2023: 'Selskabet går massivt under radaren'

1) Exposure
Den første bog, som investeringsdirektøren peger på, er 'Exposure', der er skrevet af Michael Woodford i 2012.  Bogen giver ifølge Alexandra Morris en god indsigt i japansk forretningskultur set fra chefstolen hos den første vestlige CEO i et børsnoteret japansk selskab nogensinde.

»Det er en sand historie og en ægte thriller om det japanske selskab Olympus, hvor Michael Woodford gik fra at være CEO til at være whistleblower i en sag om mørklægning og ureglementeret adfærd i koncernen,« fortæller hun.

2) Creating Shareholder Value – A Guide for Managers and Investors
Den næste bog, som hun fremhæver, er bogen 'Creating Shareholder Value – A Guide for Managers and Investors', der er skrevet af økonomen Alfred Rappaport i 1986.

Der er ifølge Alexandra Morris tale om en grundlæggende letlæselig bog, der er skrevet »af selveste 'Aktionærværdiens Fader'.«

»Bogen introducerer basisprincipperne bag aktionærværdi med hjælp fra et teoretisk rammeværk og en praktisk værktøjskasse. Bogen indeholder masser af konkrete eksempler, hvilket giver læseren en meget håndgribelig mulighed for at føre teorierne ud i praksis,« forklarer hun.

3) Invisible Women
Den tredje bog, som Alexandra Morris anbefaler er 'Invisible Women'. Den er skrevet af Caroline Criado Perez i 2019. Bogen hjælper ifølge investeringsdirektøren til at »give en bedre forståelse af de forhindringer, som kvinder møder praktisk talt alle steder: Inden for kunst, politik, sundhed, sport, religion og så videre.«

»Måske er der ikke tale om en hardcore-investeringsbog, men bogen kan alligevel bidrage med værdifuld indsigt til alle investorer, der ønsker en grundlæggende forståelse af menneskets natur,« forklarer Alexandra Morris og tilføjer:

»Bogen holder dig fanget, fordi den er fyldt med utroligt sjove (og ikke-så-sjove) facts og statistikker. «

Alexandra Morris er ikke den eneste, der har et bud på spændende aktiebøger. Det samme har Skagen Fondenes porteføljeforvalter Jonas Edholm. Det kan du læse mere om i artiklen Porteføljeforvalter: 4 gode bøger om aktier og investering.