Henter kommentarer

Milliardforvalternes optimisme når nye højder: Her mener de, afkastet skal høstes


Optimismen er til at spore blandt verdens største investorer. 

Det står klart, efter Bank of America's 'Global Fund Manager Survey' for februar netop er landet.

Således er stemningen blandt investorerne steget til det højeste niveau i mere end to år. Det er baseret på investorernes kontantbeholdning, der er gået fra 4,8 pct. til nu 4,2 pct. Kontantbeholdningen er de penge, som investorerne ikke har i markedet.

Læs også: Dansk topchef scorer kassen på aktiesalg

Rundspørgen udkommer hver måned og tager temperaturen på hundredvis af professionelle investorers syn på markedet – i denne omgang har 249 investorer med tilsammen 656 mia. dollar under forvaltningen deltaget.

En af dem er chefstrateg i Bank Invest, Jakob Vejlø, og han læser den dugfriske rundspørge som en fortsættelse af den forgangne måneds stigende optimisme.

»Vi kommer fra et lavt stemningsleje blandt de her professionelle investorer i rundspørgen, hvor forventningerne til den globale økonomi og til virksomhedernes indtjening har været presset,« siger han og fortsætter:

»Men nu er vi på vej ud af pessimismen. Der er et godt stykke vej op til jubeloptimisme, men vi er på en vej, hvor den gode stemning breder sig – og at det sætter sig i investeringsstrategien. Vi kan se, at der er et tydeligt flertal, der er overvægtet aktier.«

Nogenlunde samme melding kommer fra Henrik Drusebjerg, der er nordisk chefstrateg i velhaverbanken Quintet Private Bank. Han mener også, at den nyeste rundspørge er en bekræftelse af den forrige.

Den gode stemning blandt investorerne, der har afspejlet sig på markedet, hvor blandt andet S&P 500-indekset er gået frem med knap 6 pct. siden årsskiftet, er sket i kølvandet på udmeldinger fra centralbankerne, mener han.

»Efter at centralbankerne for alvor meldte ud sidste år, at nu er rentestigningerne slut, så er optimismen helt klart vendt tilbage,« siger Henrik Drusebjerg, der også hæfter sig særligt ved, at den amerikanske økonomi ikke er blevet mere svækket, trods talrige rentehop i løbet af 2023.

Om optimismen er overgjort, mener Henrik Drusebjerg til gengæld er for tidligt at konkludere. 

»Men der er i hvert fald en stor forskel på, hvad markedet forventer af rentesænkninger i 2024, og hvad centralbankerne selv siger,« konstaterer han.

Spørger man Jakob Vejlø, er den gode stemning berettiget.

»Vi er et godt stykke fra de perioder tilbage i historien, hvor stemningen har været alt for bullish blandt investorerne. Der er vi på ingen måde. Jeg synes, det er berettiget, at vi ser den stigende grad af optimisme med hensyn til vækstbilledet, virksomhedernes indtjening, lavere inflation og lempede pengepolitik.«

Afkastet kan ligge gemt her

Når det drejer sig om, hvor milliardforvalterne i øjeblikket mener, at afkastet skal findes, er flertallets øjne rettet mod ét sted – og det er teknologisektoren.

Allokeringen til teknologiaktierne er det højeste i 3,5 år – altså siden august 2020 – og sektoren er den mest 'overvægtede' for første gang siden juli 2021. 

Læs også: Friske tal fra USA giver grå hår til danske boligejere

Den store bevægelse mod teknologisektoren kalder Jakob Vejlø for »bemærkelsesværdig«.

Der er ikke tvivl om, at tech-sektoren, og særligt de såkaldt Magnificent Seven, har performet stærkt i løbet af 2023 og også i 2024, men chefstrategen fornemmer også et vist element af FOMO – altså 'fear of missing out', når det drejer sig om at gå glip af afkast.

Magnificent Seven er et begreb, der dækker over de syv techgiganter: Alphabet, Amazon, Apple, Meta, Microsoft, Nvidia og Tesla.

»Jeg tror, der er en del investorer, der har haft svært ved at købe ind i den dyrt prisfastsat del af markedet, men som så må kaste håndklædet i ringen og sige, at det nytter ikke noget at være systematisk undervægtet i en del af markedet, der bare performer,« siger han.

Henrik Drusebjerg er ikke overrasket over, at det er i tech, de store forvaltere mener, at afkastet skal hentes. Størstedelen af de store techselskaber leverer nemlig i bedste stil.

»Jeg er med på, at der var nogle enkelte meget store techselskaber, der skuffede lidt i forhold til forventningerne, men grundlæggende, så leverer de jo bare en fantastisk indtjeningsvækst,« siger han og tilføjer, at man i hans optik ikke bør vælge tech fra foreløbigt.

Og mens der er bred enighed om, at teknologisektoren lige nu er stedet, man kan få penge til at blive til flere, viser den seneste Bank of America-rundspørge også, at netop Magnificent Seven er 'the most crowded trade' - altså det sted på markedet, der er særligt overeksponeret.

Det afspejler et paradoks, mener Jakob Vejlø.

»På den anden side er der en opfattelse af, at den mest oversvømmede del af markedet netop er indenfor big-tech. Så der er et paradoks i det, og det konstaterer jeg bare. Så får vi at se, hvor længe festen varer,« siger han.

Læs også: Han forudså finanskrisen. Nu sender han advarsel om den nuværende kursfest

Læs også: Her er den bedste amerikanske aktie gennem de seneste 10 år