Tesla-grundlæggeren Elon Musk er krøbet til tasterne på det sociale medie Twitter, hvor han afviser »vilde« og »komplet falske« beskyldninger mod ham.
Det er uklart, hvilke beskyldninger rigmanden konkret henviser til, men afvisningen kommer seks timer efter en noget opsigtsvækkende artikel i det anerkendte finansmedie Business Insider.
Mediet hævder, at Elon Musks rumfartsselskab SpaceX i 2018 har betalt en stewardesse 250.000 dollar i et forlig om seksuelle krænkelser.
Stewardessen, der havde sin arbejdsgang på SpaceX's virksomhedsfly, har efter sigende anklaget Elon Musk for, at han skulle have blottet sit lem for kvinden under en massage, ligesom rigmanden angiveligt skulle have rørt kvindens ben uden samtykke og tilbudt at købe hende en hest mod en erotisk massage.
Business Insider har været i kontakt med Musk, der hævder, at »der er meget mere til den historie«. Han har dog ikke uddybet yderligere overfor mediet.
