Verdens smukkeste bil er, hvis man spørger en række bilentusiaster, en Mercedes-Benz 300 SLR Uhlenhaut Coupé.

Og nu går bilen, der er fra 1955, over i historiebøgerne som verdens mest værdifulde bil.

Den legendariske bil var nemlig under hammeren i den tyske by Stuttgart tidligere på måneden, hvor den blev solgt for 135.000.000 euro. Et beløb, der svarer til over 1 mia. kr.

Bag auktionen stod det prestigefyldte auktionshus RM Sotheby's, og i en pressemeddelelse beskriver de selv salget som en »surrealistisk oplevelse«. Da hammeren faldt, blev Merecedes-bilen den dyreste bil, der nogensinde er solgt på en auktion – den tidligere rekord blev slået med hele 90.000.000 euro.

»Buddene startede på en pris, der var højere end salgsprisen ved Ferrari 250 GTO fra 1962, der tidligere rangerede som den mest værdifulde bil, der nogensinde er blevet solgt på en auktion,« lyder det.

Der findes kun to eksemplarer af den solgte Mercedes, som er opkaldt efter Rudolf Uhlenhaut, der var grundlægger og chefingeniør for Merecedes-Benz' sportsafdeling.

Det er en privat samler, der nu kan bryste sig af at have nøglerne til den legendariske bil.

Bilen er opkaldt efter Rudolf Uhlenhaut, grundlægger og tidl. chefingeniør ved Mercedes Benz' sportsafdeling.
Bilen er opkaldt efter Rudolf Uhlenhaut, grundlægger og tidl. chefingeniør ved Mercedes Benz' sportsafdeling. Mercedes-Benz AG/AFP PHOTO/Ritzau Scanpix

Læs også: Advarer mod at gøre vinkælderen til en guldmine: ‘Du skal være meget opmærksom’

Læs også: Priser på luksusure skyder til vejrs: 'Det er aldrig set før'