Henter kommentarer

| Opdateret

Nedtur i teknologi? Glem det – så vild har aktiefesten været


Teknologiaktierne har uden sammenligning stået for en af de vildeste fester på aktiemarkedet. Selvom overskrifterne på de seneste ugers børsuro har handlet om den store tech-nedtur er Nasdaq-børsen i de senere steget så markant, at der er masser at tære af for de langsigtede investorer.

Netop i dag for præcis 21 år siden bristede dotcom-boblen, da Nasdaq-indekset den 10. marts 2000 lukkede i indeks 5048,62.

Euroinvestor benytter lejligheden til at give lidt perspektiv på den teknologitunge amerikanske børs, der er storleverandør af dramatiske kapitler til børshistorien. Ikke mindst i det forgangne år med pandemi, hvor teknologi har gjort rent bord.

Teknologiaktierne har de seneste år – siden 2015 – sikret investorerne 148 pct. i afkast. Det er et afkast, der er blevet sendt i vejret af teknologigiganter som Apple, Facebook og Amazon.

Hvis du som investor havde sat dine spareskillinger i det brede amerikanske S&P 500-indeks, så havde du i samme periode kun fået et afkast på knap 93 pct. Meget bedre bliver det ikke, hvis du havde sat dine penge i danske eller europæiske aktier. C25-indekset er siden 2015 steget cirka 67 pct, mens europæiske aktier – målt på Stoxx 50 – er steget 37 pct.

Tommelfingerreglen er ellers, at aktiemarkedet i gennemsnit stiger cirka 6-7 pct. i afkast om året.

Fitness-aktien Peloton var en af de aktier, der blev sendt i vejret, da coronavirusen marcherede henover verden. Vis mere

Det er værd at have in mente, når vi taler om de brutale fald, som en lang række teknologiaktier oplever i disse uger. Vi taler om adskillige aktier, der har været udråbt som de helt store vindere under den historiske coronanedtur. Nedenfor ses fem eksempler på vækstaktier, der er faldet tilbage siden 12. februar 2021, hvor teknologiaktierne faldt tilbage:

– Elbilproducenten Tesla steg 839 pct. fra 23. marts 2020 frem mod 12. februar. Aktien er faldet 17,5 pct. siden 12. februar 2021.

– Videotjenesten Zoom Video steg 171 pct. fra 23. marts 2020 frem mod 12. februar. Aktien er faldet 21 pct. siden 12. februar 2021.

– Det cloud-baseret Docusign, der har specialiseret sig i digitale underskrifter, steg 215 pct. fra 23. marts 2020 frem mod 12. februar 2021. Aktien er faldet 19 pct. siden 12. februar

Square, der gør det i betalingsløsninger, steg 581 pct. fra 23. marts 2020 frem mod 12. februar 2021. Aktien er faldet 17 pct. siden 12 februar. 2021.

Peloton, der har slået sig op på træningsudstyr til hjemmet, steg 562 pct. fra 23. marts 2020 frem mod 12. februar 2021. Aktien er faldet 25 pct. siden 12. februar.

Her ses udviklingen i det teknologitunge Nasdaq-indeks fra 27. februar 2019 frem til 10. marts 2021. Den lille røde cirkel viser, hvor aktiemarkeder nåede bunden 23. marts 2020 efter coronanedturen. Den store røde cirkel de seneste ugers fald i teknologiaktierne. Vis mere

Men det gælder om at se kursfaldene i det store perspektiv. For selvom visse aktier er faldet kraftigt, skal kursfaldene ses i lyset af det opsigtsvækkende kursridt, som aktierne har været på måned efter måned efter måned. For selv om nogle af vækstaktierne på det seneste kan have givet tømmermænds-agtige fornemmelser, når man ser på kursudviklingen, så kommer det på baggrund af en hæsblæsende kursfest.

Det var en fest, der virkelig blev sparket i gang for godt et år siden, da aktiemarkederne pludselig blev kastet ud i en historisk kraftigt nedtur. Nedturen begyndte, da coronapandemiens alvor for gik op for finansmarkederne i slutningen af februar 2020. Det skabte en lavine af brutale kursfald,  som først stoppede, da aktiemarkederne verden over nåede en bund 23. marts 2020. Mens nogle aktier nærmest blev efterladt i kursmørket, blev andre handlet op i højder, der kunne få selv garvede investoren til at gispe.

Nogle vil måske mene, at det er forklaringen på de fald, som vi ser rundt omkring på aktiemarkederne i disse uger. Det er ikke noget, som kun gælder for visse teknologiaktier, men også for en lang række grønne vækstaktier samt sundhedsaktier.

Det er her, at det er værd at huske, at fortællingen om teknologiaktierne ikke kun er en historie om vilde kursridt i et kriseår, men en fortælling om en gruppe aktier, der over flere år har sikret tech-investorer et imponerende afkast.

Læs også: Wall Street-stjerne under aktienedtur: Vi er optimistiske

Læs også: Danmarks sorteste aktie glimter i den grønne nedtur