Frygten for rentestigninger og recession er stadig de dominerende temaer på de finansielle markeder. Bekymring for den britiske økonomi og Vestens opgør med Rusland spøger dog i baggrunden.
Der er derfor en blandet stemning på de asiatiske børser her til morgen.
Japanske aktier vinder frem med knap 0,6 pct. ud fra det store og brede Nikkei-indeks.
Investorerne sælger omvendt ud af kinesiske aktier. De falder 1,2 pct. fra morgenstunden dansk tid, når man kigger på Hang Seng-indekset, der hører til i Hong Kong.
Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne
Der er udsigt til kursfald for europæiske aktier, når børshandlen begynder i Europa klokken 9. Europæiske aktier i Stoxx 50-indekset står til at fald 1,5 pct, viser futures. Stoxx 50-indekset består af 50 aktier i store europæiske virksomheder.
Der er spredt fægtning blandt investorer med amerikanske aktier. Nasdaq-indekset, der er fyldt med vækstaktier, står til at falde, når børshandlen i USA begynder klokken 15.30 dansk tid. Det smalle Dow Jones-aktieindeks står til at åbne fladt, viser futures for det ledende aktieindeks. Futures for det brede S&P 500-indeks indikerer kursfald på 0,2 pct.
Olieprisen handles stadig under 90 dollar tønden. Olieinvestorer holder nu øje med, om OPEC+-alliancen skærer i produktionen for at komme den faldende oliepris til undsætning, skriver Bloomberg News.
Den amerikanske WTI-olie handles til knap 82 dollar tønden, imens den europæiske Brent-olie ligger på godt 87 dollar for samme mængde.
Guldprisen stiger en smule, således at et ounce af ædelmetallet kan anskaffes for 1.663 dollar.
Den udbredte kryptovaluta bitcoin falder 0,6 pct. det seneste døgn og handles til 19.120 dollar.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner