Investorerne sender Netcompany-aktien i vejret, efter de har set, hvordan det går det danske it-selskab. 

De mener kort sagt, at aktierne er markant mere værd. Noget tyder da også på, at der er forandringer på vej hos Netcompany, vurderer Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen.

I hans optik er Netcompany-regnskabet 'fornuftigt' i en grad, så det har givet investorerne fornyet tillid til selskabets fremtid. Det skal ses i lyset af den markante børsnedtur, som Netcompany har været sendt ud i siden midten af 2021.

»Netcompany har leveret et godt regnskab, som giver øget tro på, at de svære tider er endeligt forbi,« forklarer han.

Netcompanys omsætning, som er de penge, virksomheden tjener, er steget med 10,5 procent til 1,65 mia. kr. Samtidig er overskuddet før skat og andre omkostninger også steget til 269 mio. kr. Deres overskudsgrad, som viser, hvor stor en del af omsætningen der bliver til overskud, er gået op til 16,3 procent.

Per Hansen hæfter sig også ved, at Netcompany holder fast i sine forventninger til en omsætningsvækst på 7-10 pct. og en overskudsgrad (EBITDA-margin) på 15-18 pct. for resten af året. 

Netcompany har også meddelt, at de vil købe nogle af deres egne aktier tilbage for 150 millioner kroner

Det er en børsmanøvre, der alt andet lige holder hånden under aktiekursen, fordi Netcompanys værdier og fremtidig indtjening fordeles på færre hænder. Det kan du læse om her.

Per Hansen fremhæver, at regnskabet giver håb om, at omsætningsvæksten kan lande i den øvre ende af det udmeldte interval, og han ser muligheder for en potentiel opjustering senere.

Han påpeger dog, at analytikernes forventninger allerede ligger i den øvre ende af det forventede interval, hvilket kan skabe pres på Netcompany for at levere fortsat stærke resultater. Ikke desto mindre vurderer Per Hansen, at regnskabet er et positivt tegn for selskabets fremtid, hvilket også afspejles i den markante aktiestigning.

Udviklingen springer i øjnene, fordi visse investorer satser på, at Netcompany-aktien bliver mindre værd fremadrettet. Netcompany er ifølge tal fra Finanstilsynet den femte mest shortede aktie i Danmark. Investorer, der satser på Netcompany-kursfald, har sat sig på 4 pct. af aktierne i it-selskabet. 

Den aktie, der er mest shortet er  ChemoMetec, hvor investorerne har sat sig på 8,9 pct. af aktierne.