Der er gedigne stigninger på menuen for Netcompany torsdag, men aktien er fortsat undervurderet.
Det mener valueinvestoren Per Juul, som står bag kapitalforvalteren Juul Value Invest.
»Den er meget mere værd. Den handles for meget ned, og den er stadigvæk et godt køb,« vurderer Per Juul overfor Euroinvestor.
Kapitalforvalteren mener, at Netcompany-aktien er 600 kr. værd.
»Det lyder måske helt vildt umiddelbart, men den toppede jo i august 2021 i 856 kr. Det er godt et år siden, så derfor er det ikke helt skørt at sige 600 kr. men det er selvfølgelig ikke sikkert, det er rigtigt,« forklarer Juul.
Læs også: Nordnet: 'Investorerne bør tage meget godt imod dette regnskab'
Dermed vurderer valueinvestoren, at aktien kan gemme på en optur i underkanten af 300 kr. Det er vel at mærke efter stigningen torsdag formiddag, hvor Netcompany suser frem med knap 20 pct. til kurs 327 kr.
Fremmarchen sker på bagkant af et friskt kvartalsregnskab, som Per Juul kalder for »stærkt«. I andet kvartal var Netcompany tynget af sygdom blandt medarbejderne, og det sendte aktiekursen på retur, fordi investorerne frygtede, at medarbejdertrivslen haltede.
Men efter det friske regnskab i tredje kvartal er stemningen helt anderledes.
»Inden regnskabet var man lidt nervøs for, at det her med sygdom skulle fortsætte, og der måske var andre ting, det kunne dække over. Men det synes jeg, de gør til skamme. Netcompany var stærke både på toplinjen og bundlinjen,« siger Per Juul, og du kan læse mere om regnskabet her.
Juul Value Invest har aktier i Netcompany, og med dagens stigning er IT-aktien blevet forvalterens største beholdning.
Læs også: Milliardforvalter om vild dansk aktie-udvikling: 'Det er helt vildt'
Den garvede investor ser blandt andet et lys i Netcompany, fordi selskabet for nylig har købt Intrasoft, der har rødder i Grækenland og Luxemborg. Netcompany og Intrasoft kan få gavn af hinanden, vurderer Per Juul:
»Netcompany har stået for meget af den offentlige digitalisering herhjemme, og Intrasoft leverer meget til EU. Mange lande er efter Danmark i forhold til digitalisering, så meget af den erfaring, Netcompany har, kan Intrasoft trække på,« vurderer han.
Overordnet vurderer Per Juul, at Netcompany kan blive en opkøbsmaskine ligesom DSV, der er kendt for at sluge sine konkurrenter med succes. Men det kræver, at Netcompany kan presse indtjeningsmarginerne op hos Intrasoft, og at integrationen kan køre på skinner.
»Netcompany vokser utrolig meget og det kan være svært at få selskabets sjæl til at følge med, når man fordobles hvert andet-tredje år. De har lavet opkøb, som de skal have integreret ordentligt, og det er jo også en bekymring,« forklarer Per Juul.
Til trods for, at Netcompany i det friske regnskab ikke melder om medarbejdersygdom og mistrivsel, så er det stadig værd at holde øje med punktet fremadrettet, lyder det.
Læs også: Netcompany-direktør: 'Vi har virkelig fået gang i butikken'
Læs også: Netcompany overrasker positivt
