Gang på gang har den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kørt rentekanonerne i stilling og hævet renten.
Men med to bankkrak i USA er spillereglerne på et splitsekund ændret:
»Den amerikanske centralbank står pludselig i en meget svær situation,« skriver Nordeas strateger i deres morgenrapport tirsdag.
Læs også: Hedgefond ser "fantastisk tilbud" på disse amerikanske aktier
Spørgsmålet er nemlig ikke længere, betoner Nordea, om centralbanken skal hæve renten med 0,25 eller 0,5 procentpoint ved næste rentemøde i slutningen af måneden.
Spørgsmålet er snarere, om Federal Reserve i det hele taget skal hæve renten og dermed bringe andre banker i finansielle vanskeligheder, lyder det:
»Vælger Fed det sidste – at holde styringsrenten uændret – kan det dog skabe unødig usikkerhed på de finansielle markeder, da aktørerne kan frygte at, dette betyder, at der er grund til at frygte nye bankkrak,« vurderer Nordeas strateger og fortsætter:
»Det kræver derfor en god begrundelse fra Jerome Powell & Co, hvis de vælger at sætte yderligere renteforhøjelser på pause.«
Formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, stillede sig så sent som tirsdag i sidste uge på talerstolen, og markedet tolkede hans ord således, at renten næste gang skulle sættes op med 0,5 procentpoint.
Siden præstationen på talerstolen er to amerikanske banker dog kollapset, og derfor spekulerer markedet i, om centralbanken nu vil holde rentekanonerne bag lås og slå for at holde pause med at hæve renten.
I kølvandet på de to bankkrak faldt renten på de 2-årige amerikanske statsobligationer mandag som en sten, og på bare tre handelsdage er renten dykket med 1 procentpoint – noget, der ikke er sket siden 1987. Mere om det her.
Læs også: Historisk dyk i USA: 'Det er crazy'
Læs også: Goldman Sachs: Udnyt faldet til at købe op i denne sektor


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner