Henter kommentarer

Nordea: Derfor steg aktierne så massivt


Der er en helt særlig grund til, at investorer købte massivt op i aktierne torsdag.

Det skyldes, at forbrugerpriserne i USA steg mindre end frygtet, vurderer Nordea i en kommentar fredag morgen. De gode inflationsnyheder kan betyde, at den amerikanske centralbank ikke er nødt til at stramme økonomien så meget, som markedet tidligere har frygtet.

Læs også: Danske aktier bragede i vejret: Disse 10 steg mest

»Den udbredte disinflation på tværs af varesektoren er gode nyheder for den amerikanske centralbank, da det understøtter centralbankens plan om, at skrue ned for tempoet på de store renteforhøjelser på 75 basispunkter. Således er sandsynligheden for en mindre renteforhøjelse på 50 basis punkter til december mødet blevet langt større,« lyder det i en kommentar fra Nordea, der fortsætter:

»Det er dog næppe nok til at ændre på den amerikansk centralbanks vurdering af, hvor højt renten skal op og hvor længe den skal forblive på et højt niveau.«

Læs også: Jeppe Christiansen: Det er et godt tidspunkt at købe aktier

Det ændrer dog ikke på, at investorerne købte massivt op i aktiemarkedet. Det var især vækstaktierne, der har været martret af rentestigninger, der blev hældt i porteføljerne. Det rentefølsomme Nasdaq 100-aktieindeks steg med hele 7,5 pct.

Det brede Stoxx Europe 600-indeks steg torsdag 2,8 pct., mens det brede amerikanske S&P 500-aktieindeks steg 5,5 pct. Det er ifølge Nordea tale om den største daglige stigning, der kommer som reaktion på en inflationsrapport siden 2003.