Henter kommentarer

Nordea: Du er lige blevet foræret en opkøbsmulighed


Situationen i Ukraine forærer investorerne endnu en opkøbsmulighed

Det mener Nordeas senior investeringsstrateg Simon Kristiansen. Det sker i en tid, hvor investorer i stor stil har solgt ud af investeringerne af frygt for, at krisen i Ukraine eskalerer til krig.

Senest har USA, EU og Storbritannien vedtager de første sanktioner mod Rusland. USA sanktionerer to russiske banker og flere personer tæt på Vladimir Putin, mens Tyskland aflyser godkendelse af Nord Stream 2-rørledningen, påpeger Nordea.

Læs også: Kæmpe investeringsbank: Risiko for ny aktienedtur

Det gælder dog om at huske, at vækstudsigterne for den globale økonomi og virksomhedernes indtjening er stadig bedre end normalt. Det har konflikten i Ukraine ikke ændret væsentligt på, lyder det.

»Derfor bør investorer se på de kursfald, vi har oplevet siden årets begyndelse, og senest i forbindelse med Rusland-Ukraine konflikten, som en opkøbsmulighed frem for en årsag til at sælge fra. Særligt for investorer med kontanter på sidelinjen, er nu et godt tidspunkt at investere dem,« forklarer Simon Kristiansen.

Læs også: Danske Bank anbefaler at købe op i disse aktier

De gode vækstudsigterne for den globale økonomi og den højere indtjening for virksomhederne taler nemlig for, at »aktier over de næste 12 måneder vil ligge højere, end hvor de er nu, og det er ikke usandsynligt, at vi kommer helt op i et tocifret afkast fra nuværende niveauer, hvis alting flasker sig,« vurderer strategen.

Storbanken forventer, at uroen omkring konflikten aftager gradvist, men investorer bør stadig være forberedt på, at vi for en tid vil se øget uro på markedet. Nervøsiteten i markedet kan ifølge Nordea ses i de faldende aktiekursen. Det teknologitunge amerikanske Nasdaq-aktieindeks faldt tirsdag med 1,23 pct., mens det brede S&P 500-aktieindeks faldt 1,04 pct.Børsværdien af de 500 største amerikanske virksomheder er dermed faldet med mere end 10 pct. siden den seneste historiske top tilbage i januar, oplyser Nordea.

Læs også: Lau Svenssen: Indgreb mod Rusland vil ramme disse danske aktier

»Der er særligt i tider som disse at man skal skære igennem støjen og have fokus på de ting, som egentlig betyder noget for aktier på længere sigt,« forklarer Simon Kristiansen.

Den udlægning deler man hos kapitalforvalteren Investering & Tryghed. I et interview med Børsen vurderer administrerende direktør Lone Kjærgaard, at reelle krigshandlinger i Ukraine-konflikten vil føre til nye kursfald.

»Kursfaldet kan også blive værre, for i begyndelsen vil der være panik, og så kan det blive en købsmulighed. Markedet skal finde ud af, hvad der er priset ind, og hvad der skal prises ind,« udtaler hun til Børsen.

Nordea tror fuldt og fast på, at konflikten i Ukraine vil blive løst og ligger derfor med en såkaldt 'dobbelt overvægt' af aktier i en portefølje, der både består af aktier og obligationer. Det anbefaler banken også sine kunder, hvilket med Nordeas ord betyder, at hvis man en 60/40 portefølje i aktiers favør – i forhold til obligationer – så anbefaler Nordea, at man efter aktienedturen i januar og februar har fyldt godt op med aktier i porteføljen, så den nu består af 70 pct. aktier i stedet.