Henter kommentarer

Nordea: Du vil blive belønnet


Hvis du har nerver og økonomi til udsvingene på aktiemarkedet, så vil det kunne betale sig at investere i aktier over tid.

Det er især værd at huske i en tid, hvor aktierne er sendt ud i markante udsving. Det påpeger Nordeas senior investeringsstrateg, Simon Kristiansen, i en kommentar mandag. Udsigten til stigende renter og konflikten omkring Ukraine har skabt massiv uro på de finansielle markeder, men det gælder om at tænke langsigtet, lyder rådet fra storbanken.

»De, som kan modstå markedsudsving på kort sigt, vil blive belønnet på lang sigt,« forklarer Simon Kristiansen og uddyber:

Læs også: Markedet er splittet om dansk C25-aktie: 'Den bliver nok rigtig god

»I disse tumultariske tider er det vigtigt at se tingene i et mere langsigtet perspektiv og forsøge at filtrere noget af støjen fra den igangværende konflikt væk.«

Det sidste dækker over uroen omkring Ukraine, der er blevet omdrejningspunkt for en konflikt imellem USA og Rusland. En konflikt, der ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel fra DIIS, handler om, at Rusland ønsker et stop for Natos udvidelse. Hvis Ukraine bliver en del af forsvarsalliancen, vil det med russiske øjne svække Ruslands sikkerhed, har han forklaret over for DR.

Læs også: Lau Svenssen om overset dansk aktie: 'Det er value for money'

Hos Nordea minder man om, at vækstudsigterne for den globale økonomi og virksomhedernes indtjening er stadig bedre end det historisk har været, og selv om uroen i Ukraine skaber nervøsitet blandt investorerne, så ændrer situationen i Ukraine ikke på billedet for verdensøkonomien væsentligt.

Simon Kristiansen mener derfor, at det gælder om at udnytte en »generel korrektion i markedet og især større kursfald bør blive set som en købsmulighed.«

Læs også: Danske Bank anbefaler at købe op i disse aktier

Investorer skal også være forberedt på, at inflationsudviklingen og centralbankerne i de kommende uger kan påvirke stemningen på aktiemarkedet.

Det er ikke desto mindre værd at huske, at »en rentecyklus typisk starter med fire renteforhøjelser indenfor det første år, at husholdningernes og virksomhedernes finansielle situation fortsat er robust, at kreditvilkårene er lempelige, hvilket gør, at økonomien kan tåle højere renter, samt at en recession historisk set ikke er indtrådt før flere år efter den første renteforhøjelse,« skriver Nordea.