Der er risiko for aktieudsving, når investorer i denne uge får regnskaber fra nogle af børsverdenens allerstørste selskaber.
Det vurderer Nordeas senior investeringsstrateg, Simon Kristiansen, i en kommentar mandag. Han henviser til de amerikanske teknologimastodonter Meta Platforms, Apple, Amazon, Alphabet og Microsoft, der i denne uge fremlægger friske regnskabstal.
»På dagen kan selskaberne helt sikkert flytte markedet. De er så store, at der vil være ekstra fokus på dem. De kan påvirke investorstemningen og på den måde rykke markedet,« udtaler Simon Kristiansen og tilføjer:
»De vil også fungerer som strømpil for, hvordan den går lignende selskaber.«
Læs oså: Han bliver Storbritanniens næste premierminister
Hvis regnskabssæsonen var et boksestævne, så er vi nået til hovedkampen, forklarer han med henvisning til, at analytikere, kommentatorer og investorer får mulighed for at høre, hvordan selskaberne ser på fremtiden, ligesom regnskaberne vil afsløre, hvordan selskaberne er ramt af den økonomiske udvikling.
»I en periode, hvor investorernes nerver er flossede, kan selskabernes regnskaber sagtens slå ekstra hårdt igennem,« fortæller Simon Kristiansen.
Techgiganterne Microsoft og Alphabet kommer begge med regnskab tirsdag, mens Meta Platforms, der ejer Facebook, WhatsApp og Instagram, kommer med regnskab onsdag. Torsdag kommer der regnskab fra Apple og ehandelsmastodonten Amazon.
»Det er en kæmpe andel af markedet,« påpeger Simon Kristiansen.
I løbet af året har aktierne udviklet sig således:
Microsoft: -27,67 pct.
Alphabet: - 30,25 pct.
Meta Platforms: - 61,60 pct.
Apple: -19,09 pct.
Amazon: -29,98 pct.
Selskaberne udgør i børsmæssig forstand omkring 20 pct. af den samlede markedsværdi i S&P500-aktieindekset. Det er en femtedel af børsværdien i indekset, der aflægger regnskab inden for 48 timer, påpeger strategen.
Læs også: Apple påbegynder salg af nyt produkt
Og det er bare hovednavnene. Andre nævneværdige teknologivirksomheder, som også aflægger denne uge, er Intel, Twitter, SAP og Samsung, bemærker Simon Kristiansen.
Tech-selskaberne er flankeret af store energivirksomheder, bilproducenter og fødevarevirksomheder, som også kommer med friske regnskaber, bemærker han.
»Kigger man blot et par regnskabssæsoner tilbage, har der været flere af techgiganterne, der har skuffet, herunder Meta Platforms. Det er selskaber, som er afhængige af, at flyselskaber og tøjfirmaer gider at reklamere på deres hjemmesider og i deres apps. Men reklameindtægter er en ret cyklisk variabel, og disse virksomheder går formentlig en sværere tid i møde. Det er da også derfor, at vi har sektoren kommunikationsservice på en undervægt, for det er her, man finder reklameafhængige virksomheder som Alphabet og Meta.«
S&P 500 er i år nede med 21,76 pct.
Læs også: Sådan er det gået danske aktier i år
Læs også: Overdoser og stoffer til teenagere: Snapchat slæbt i retten