Det var især de spekulative teknologiakter, der blev dumpet af investorerne onsdag aften.

Det påpeger Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar, efter den amerikanske centralbank holdt det, som han betegner som det »måske mest skelsættende amerikanske centralbankmøde siden finanskrisen.«

Læs også: Professor om Bavarians coronavaccine: »Man kan godt stille spørgsmål ved, om løbet ikke er ved at være kørt«

På pressemødet gjorde centralbank-topchefen Jerome Powell det klart, at der »snart« kan være en rentestigning på vej. Centralbanken understregede, at man ikke særlig længe efter vil begynde neddroslingen af sin balance, hvor konsekvensen ifølge investeringsøkonomen vil være en stigende rente.

»Det har allerede haft en betydelig indvirkning på aktiemarkedet med fald på 10 pct. eller så i USA og i Danmark og enkeltaktier, som er faldet mellem 15-30 pct.,« lyder det fra Per Hansen. Han vurderer, at der vil komme øget fokus på aktiernes prisfastsættelse.

Læs også: Wall Street lod champagnen poppe - men så åbnede Powell munden

»Der kommer øget fokus på prisfastsættelsen. En høj prisfastsættelse hvor investorerne begynder at tvivle på væksten vil blive straffet på samme måde som det allerede er sket med ”spec-tech” aktier,« forklarer Per Hansen.

Han bemærker i samme ombæring, at den amerikanske dollar steg i kølvandet på centralbankens udmelding.

Læs også: Kun ét aktiemarked har klaret sig dårligere end det danske i år

»Det er isoleret set godt nyt for selskaber som Lundbeck, Novozymes, Novo Nordisk, Coloplast, Demant m.v. som alle har mere salg end udgifter i dollar,« forklarer han.

Spørgsmålet er så for ham at se, hvorvidt den relativ høje prisfastsættelse omvendt bliver en for stor udfordring for udvalgte dele af den danske life science sektor.