Henter kommentarer

Nordnet advarer om pres på it-aktier: Hold øje med disse to danske aktier

André Rogaczewski, CEO i Netcompany.
André Rogaczewski, CEO i Netcompany. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

 

IT-investorerne kan blive udsat for et benspænd, hvis renterne fortsætter med at stige. Sådan lyder advarslen fra investeringsøkonom Per Hansen fra handelsplatformen Nordnet.

»Kombinationen af fokus på mere konjunkturfølsomhed og stigende renter kan gøre livet mindre sødt for IT-investorerne de kommende måneder,« skriver Per Hansen i en ny kommentar.

Jo lavere renter, jo højere multiple handles aktierne generelt til, pointerer Per Hansen. De seneste mange år har renterne generelt været konstant faldende, men de seneste dage har rentepilen peget opad.

»Stigende renter kan udfordre teknologiaktier – hold øje med Netcompany og Simcorp. [ …] Stigende renter som konsekvens af forventninger om stigende vækst kan udfordre vækstaktierne. Dels på grund af multiple effekt: Når renterne stiger, falder de multiple, som aktierne kan handles til,« uddyber han.

Til gavn for bankaktier

Med stigende renter vil investorer desuden søge over mod selskaber, der får gavn af den stigende vækst, fremgår det.

»Især bankaktier vil tage godt imod stigende renter. De seneste år er rentemarginalen blevet presset massivt, og det kan naturligvis mærkes på bankernes indtjening,« skriver Per Hansen.

Den lange amerikanske rente stiger i øjeblikket. Den 10-årige statsrente nærmer sig nu 1,15 pct., mens den begyndte året tæt på 0,90 pct., ifølge Nordea. Det er udsigten til en mere ekspansiv finanspolitik i USA, der giver risiko for højere inflation, som driver udviklingen, påpeger banken i en frisk analyse.

Centralbankerne har dog ikke travlt, og der er ikke udsigt til markante rentestigninger indenfor de næste et-to år, spår Per Hansen.

»Derfor vil vækstaktierne næppe for alvor blive sendt i aktiekælderen,« tilføjer han.

Netcompany, der i december 2020 i øvrigt er blevet en del af det danske eliteindeks C25, er steget 90 pct. det seneste år, mens Simcorp er oppe med 12 pct.

Læs også: Jyske Bank ryger ud af C25-indekset – it-gigant overtager pladsen

Læs også: Aktiechef: Derfor bør investorer droppe bekymring om høje aktiekurser på Vestas og Ørsted