Henter kommentarer

Nordnet: Forvirring sendte Bavarian Nordic-aktien ud i voldsomt udsving


Forvirring kan have bidraget til at sende Bavarian Nordic-aktien ud i et kraftigt dyk fredag

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar mandag. Aktien i den danske vaccineproducent faldt 6 pct. fredag, efter den amerikanske medicinalgigant Pfizer meddelte, at selskabets forsøg med at behandle covid-smittede med en pille så mere end meget lovende ud, forklarer investeringsøkonomen.

»Meddelelsen fik ikke kun Pfizer-aktien til at stige markant. Den fik også Mercks aktie til at falde. Merck har og er på vej med en konkurrerende pille, som dog i tests ikke har vist resultater, som blot er i nærheden af dem som Pfizer har,»påpeger Per Hansen, der hæfter sig ved, at også Bavarian Nordic-aktien »faldt markant.«

Læs også: Bavarian Nordic-topchef: 'Det vil være meget profitabelt'

For investeringsøkonomen at se er det imidlertid en mærkelig reaktion, da der med hans ord er stor forskel på booster-vaccinen, som Bavarian Nordic er på vej med og pillen som medicinalgiganterne Pfizer og Merck arbejder på.

»Koblingen til Bavarian Nordic kunne være, at hvis der eksisterer en effektiv »kur« mod covid-19, hvis man bliver smittet, vil færre måske acceptere en boostervaccine,« forklarer han.

»Det er dog ikke helt så ligetil,« understreger Per Hansen med henvisning til, at Pfizer satser på, at en behandling skal koste omkring det samme som Mercks forventede prisfastsættelse, nemlig 700 dollar.

»Det er en meget stor forskel på den forventede pris på en booster vaccine fra Bavarian Nordic og så en covid-19 kur,« lyder det fra investeringsøkonomen.

En del af Bavarian Nordic-aktiens kursudsving kan muligvis også forklares med, at aktien har det, som han betegner som en »lidt 'følsom' investeringsnatur.« Det skyldes ikke mindst interessen fra de mange private investerorer, men også, at vaccineaktien »har været og er hjemsøgt af hedgefonde med short positioner,« dvs. større investorer, der satser på kursfald i Bavarian Nordic-aktien. Bavarian Nordic-aktien var i oktober den næstmest shortede aktie. Det kan du læse mere om her.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Nyhed skaber uro blandt vaccineproducenter: Konkurrent falder over 16 pct.

Læs også: Dybt nede i arkivskabet har Danske Bank gemt et gammelt investorhit