Henter kommentarer

Nordnet: 'Møder kryptovalutaerne sit 'Lehman Brothers'-moment nu?'


De seneste dage er kryptovalutaer styrtdykket.

En nedtur, der er accelereret det seneste døgn, hvor alle kryptovalutaer er blevet ramt, og de to største kryptovalutaer, bitcoin og ethereum er faldet cirka 25 pct.

»De seneste år har kryptovalutaer delt risikofællesskab med aktier. Lave renter og likviditets-rigelighed har fået mange til at investere i kryptovalutaer. Efter at centralbankerne har vendt renteskuden ser den trafik ud til at vende. Havde det været for 1 år siden, ville krypto formentlig have trukket aktierne markant med ned,« siger investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen og tilføjer:

»Det sker ikke nu, og jeg ser det som et udskilningsløb. Der er meget store forskelle mellem krypto- og aktieinvestorer, og derfor er det kun naturligt, at den korrelation bliver mindre.«

Læs også: Kryptobørs dropper opkøb – bitcoin falder til laveste niveau i to år

Krytpo-nedturen blev sat i gang, da der gik rygter om, at krypto-handelsplatformen, FTX var i  økonomiske problemer.

Kort tid efter meldte en anden stor salgsplatform, Binance ud, at de vil købe FTX, men det er en aftale de nu, kun 24 timer senere, har trukket sig fra.

Årsagen er, at Binance ikke mener, at FTX står til at redde uden et massivt kapitalindskud, fortæller Per Hansen.

Læs også: Investorhit står i flammer

Et forhold, som løbende har gjort indtryk hos ham, har været, at hver kryptonedtur har været set som en købsmulighed og ikke et udtryk for øget risiko.

»Det er anderledes end i aktie- og obligationsmarkederne, hvor større udsving får mange investorer til at blive meget nervøse. Spørgsmålet er, om kryptovalutaer møder sit 'Lehman Brothers' moment nu? I givet fald vil der ske en udrensning, og mange mønter vil ikke have møntens værdi,« siger han og fortætter:

»Det kan få en effekt og vil blive bemærket andre steder i det finansielle system, og rystelser er uundgåelige. Det vil dog næppe have kraften til at have en meget stor aktiemarkedseffekt.«

Læs også: Bitcoin i stort fald – trækker aktiemarkedet med ned

Læs også: Nordnet: Panik rammer markedet – investorer frygter dominoeffekt