Henter kommentarer

Nordnet: Nedtur kan ramme danske aktier


En tysk aktienedtur vil skabe så kraftige rystelser i markedet, at det vil kunne mærkes hos danske investorer.

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, der mener, at et tysk aktiedyk på mere end 10 pct. ikke er urealistisk. Det er på trods af, at tyske aktier er lavt prissat.

Han advarer i en kommentar tirsdag om, at der er risiko for en bredere europæisk aktienedtur, hvis Europa i sit opgør med Rusland bevæger sig væk fra brugen af russisk gas.

Læs også: Disse aktier sender nu et advarselssignal

»Hvis Rusland lukker for gassen, eller tyskerne selv vælger at sige »nein danske« til at købe gassen, vil det uundgåeligt føre til en tysk recession, og måske endda en markant en af slagsen. Det vil ramme hele Europa,« forklarer han.

Magtkampen imellem Europa og Vesten er præget af, at russerne har brug for indtægterne for salget af gas, mens Tyskland har brug for gassen, forklarer investeringsøkonomen.

»Uanset, at det er meget usandsynligt, at der på kort sigt sker en ændring i gassituationen, hviler der en nedtursskygge over de tyske aktier,« forklarer han.

For ham at se kan Den Europæiske Centralbank (ECB) ikke komme Tyskland til undsætning, hvis væksten falder i tilfælde af en gasnedlukning. Det vil nemlig føre til stigende energipriser og sende en i forvejen høj inflation endnu højere op, mener han.

Læs også: Professor: Der kan godt være liv i aktierne lidt endnu

I en sådan situation vil det i stedet være mere naturligt, hvis centralbanken i stedet hæver renten.

»Investorerne ved, at det er en delikat situation, og at de ikke skal regne med, at ECB kan levere den pengepolitiske stimulans, som investorerne vil få brug for, hvis det bliver nødvendigt. Dette dilemma er en af årsagerne til, at de tyske aktier er rekordlavt prissat i forhold til de amerikanske. Der er en god grund til det meste. Også på aktiemarkederne. Selvom en plus 10 procent nedtur ikke ligger lige for, er det et scenarie, som investorerne ikke tør ignorere,« forklarer Per Hansen.