Henter kommentarer

Professor: Der kan godt være liv i aktierne lidt endnu


»Der kan godt være lidt liv i aktiemarkedet endnu.«

Sådan lyder det fra professor i Finansiering, Jesper Rangvid, fra Copenhagen Business School i Millionærklubben mandag. Han er kendt for sin viden om Finanskrisen, og han reagerer på, at der lige nu er tegn på, at vi er på vej ind i en ny recession, dvs. en periode med økonomisk nedgang.

Læs også: Nordnet advarer: Tiderne kan være ved at ændre sig for 3 danske vinder-aktier

En recession opleves typisk som en tid  med et stigende antal fyringer, fald i lønningerne, mindre forbrug og et fald i produktionen af en lang række varer og serviceydelser. Det vil også ramme aktiemarkedet, forklarer han.

»Recessioner er rigtig, rigtig dårlige for de finansielle markeder. Aktier giver typisk et pænt afkast på 5-8 pct. om året, når økonomien er god, men et dårligt afkast, når økonomien er dårlig,« forklarer han.

Læs også: Verdens største kapitalforvalter: Se efter disse aktier

Spørgsmålet om recession er blevet aktuelt, fordi den såkaldte rentekurve flader ud, den inverterer. Det betyder, at obligationer med kortere løbetid oplever større rentestigninger end obligationer med lang løbetid. Det er en af de bedre indikatorer for en recession, der ofte indtræffer omkring 12 måneder efter det, fortæller Jesper Rangvid.

Typisk ser man på renten på en tiårig, amerikansk statsobligation og fratrækker den renten på en kort statsobligation. Udfordringen er dog, at der er forskellige renter, fordi der er forskellige obligationer, man kan sammenligne. Der er med andre ord forskellige advarselslamper, og de blinker ikke på samme tid, ligesom de også kan være modstridende.

Læs også: Danske Bank: Frygter du en stor nedtur, skal du have disse aktier

Det store spørgsmål er, hvilke lange renter man holder op mod hvilke korte renter for at forudsige en nedgang i økonomien forklarer han.

»Nogle rentekurver viser, at recessionen er lige foran os, og at 'den kommer nu', mens andre rentekurver viser, at det gør den overhovedet ikke,« udtaler Jesper Rangvid.

Læs også: Penneo-boss: Vi bliver meget mere værd

»Min personlige holdning er, at vi står i en meget, meget svær situation. Det er unikt svært, fordi vi har den højeste inflation i 40-50 år, krig i Europa og mange andre ting, der er rigtig, rigtig dårlige for økonomien og aktiemarkedet. På den anden side er vi lige kommet ud af coronakrisen og arbejdsmarkedet har det faktisk rigtig godt. Arbejdsløsheden er super lav i både USA og Europa. De to ting peger op imod hinanden. Jeg hælder til, at den økonomiske udvikling er ret stærk, og netop fordi den amerikanske centralbank ikke er begyndt at hæve renten rigtig endnu, tror jeg, at der går lidt tid, før den her recession kommer,« udtaler han og tilføjer:

»Hvis – og det er et stort hvis – at det er rigtigt, så kan der godt være liv i aktiemarkedet lidt endnu.«

Læs også: Vestas kan enten vinde eller tabe stort på den grønne omstilling

I den her situation er der dog ikke mange steder, man kan søge læ som investor, advarer han.

»Aktier klarer sig i gennemsnit rigtig dårligt under recessioner, og nu er der ikke mange skjulesteder – især ikke fordi renten er så lav, for så kan du ikke søge over i obligationer. Du kan heller ikke rigtig søge ly på bankbogen, fordi der skal du betale negative renter samtidig med, at den høje inflation vil udhule din købekraft,« forklarer han.

Danske Bank har ifølge Marketwire tidligere fundet frem til, at en negativ rentekurve typisk har være en forløb for en nedgang i økonomien i USA 12-18 måneder senere, men at eksempelvis aktiemarkederne i perioden frem til da har klaret sig godt. Den schweiziske investeringsbank UBS fremhæver, at ud af de sidste ti recessioner, som rentekurven har advaret om, indtraf tre af dem først to år efter.