Der er ikke plads til flere skuffelser fra det danske medicoselskab Ambu.
Sådan lyder vurderingen fra Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar mandag morgen. Han hæfter sig ved, at Ambu-aktien er faldet så voldsomt, at aktiekursen snart er banket tre år tilbage i tiden. Medicoaktien er til sammenligning faldet mere end 64 pct. i løbet af de sidste 12 måneder.
Læs også: Danske Bank anbefaler at købe op i disse aktier
Ambu-aktien er dermed snart tilbage på det niveau, hvor den nuværende topchef – Juan Jose Gonzalez – afløste den daværende topchef, Lars Marcher. På det tidspunkt lå Ambu-aktien omkring kurs 100. Det gør den så igen.
»Det er ikke lykkedes for Ambu at få forløst vækstpotentialet,« forklarer Per Hansen om det danske selskab, der har specialiseret sig i produktion og udvikling af hospitalsudstyr.
Læs også: Børshus om sønderbombet aktie: Den er faldet for meget – tid til at købe
Han fremhæver, at Ambu er kommet med tre negative vækstpræciseringer på stribe – blandt andet forårsaget af coronanedlukningerne. Udviklingen har givet investorer blod på tanden og fået dem til at satse på nye kursfald.
»De udenlandske investorer har igen meldt deres shortsalgsinteresse og mere end 10 pct. af aktiekapitalen er lånt og solgt kort,« bemærker han.
Læs også: Aktiechef om bombet dansk aktie: Hold jer væk
»Kombinationen af for mange fejlpræstationer og ikke mindst stigende udenlandsk shortsalg, har sendt aktiekursen baglæns i et omfang, som investorerne ikke bryder sig om. Hvis aktien skal genfinde stigningsmelodien, skal Ambu have leveret den sidste skuffelse,« lyder det fra investeringsøkonomen.
Det afgørende spørgsmål er ifølge ham, hvor pressede ledelsen og bestyrelsen i Ambu selv synes, de er.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner