Det norske lavprisselskab Norwegian, har blødt under coronakrisen. Men de seneste passagertal afslører, at det langsomt får fremad for selskabet.

Norwegian havde 790.220 passagerer i august, hvilket er omkring 1,5 gang flere end samme måned sidste år.

Der er dog lang vej op til samme niveau, som før coronakrisen satte ind. I august 2019 fløj selskabet med lidt mere end 3,5 mio. passagerer.

»Norwegian når formentlig aldrig fordums flystyrke og størrelse,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en bemærkning til de nye tal.

Læs også: Norwegian i bedring: Passagertallet vokser fortsat

Han stiller spørgsmålstegn ved, om Norwegian kan blive en sund investeringscase.

»Selskabet er kommet af med en masse gæld, har fået reduceret sin flyflåde markant og investorerne har fået følgeskab af så mange nye aktionærer, at der ved fuld konvertering af gæld til aktier vil være cirka 1 mia. Norwegian aktier i omløb,« skriver han.

Han er i tvivl, om selskabet kan tilbyde investorerne gode resultater.

»Den gode nyhed er det mindre og mere fokuserede Norwegian. Den dårlige nyhed er, at selskabet formentlig aldrig for alvor kan stille investorerne meget fremragende resultater i udsigt.«

Det skyldes blandt andet, at flyselskabet har udstedt nye aktier for flere mio. norske kr. for at kunne overleve.

»Dertil har udvandingen været for massiv; det nuværende og fremtidige rutenet er for lille og konkurrencesituationen forbliver hård,« skriver Per Hansen.

I løbet af den seneste uge, er Norwegian-aktien gået frem med knap 5 pct.

Læs også: Regeringen aflyser udbud af dansk vaccineproduktion – støtter i stedet Bavarian med kæmpe millionbeløb

Læs også: ​Kendt tech-investor om Tesla-aktien: Forudsiger stigning på knap 310 pct.