Torsdag eftermiddag skete det.
Medicinalkæmpen Novo Nordisk opjusterer sine forventninger til salgsvæksten og væksten i driftsresultatet.
Og der er tale om en overraskende stor opjustering, hvis man spørger Sydbanks aktieanalytiker, Søren Løntoft Hansen:
»Det er en meget, meget markant opjustering. Selvom der på forhånd var ventet en opjustering fra Novo Nordisk, så er det her noget stærkere end det, jeg havde forventet,« siger han til Euroinvestor.
Læs også: Novo Nordisk-aktien stiger – det er der sket
Novo Nordisk tror på en salgsvækst mellem 24-30 procent mod tidligere 13-19 procent. Også deres forventninger til driftsresultatet har fået et nøk op, så man på den post forventer en fremgang på 28-34 procent mod tidligere 13-19 procent.
Flere analytikere fra blandt andet Citi og Bank of America havde forud for torsdagens overraskelse regnet med en opjustering fra Novo Nordisk i forbindelse med selskabets kvartalsregnskab i begyndelsen af maj.
Også i Sydbank havde man regnet med en opjustering, fordi man så en vækst i omsætningen og indtjeningen på 25 procent for helåret. Men Novo Nordisk overrasker positivt med en større opjustering end det, forklarer Søren Løntoft Hansen:
»Jeg vil sige, det er imponerende, når man kigger på Novo Nordisks størrelse, at man er i stand til at vokse så meget. At vokse med de her vækstrater er ikke noget, man gør per automatik, når man er et så stort selskab som Novo Nordisk. Det vidner om et meget meget stærkt fundament for Wegovy og selskabets GLP-1-forretning.«
Læs også: Federal Reserve spår mild recession senere i år
Novo Nordisk fremhæver selv, at der er salget af deres fedmemiddel, Wegovy, der driver opjusteringen. Alene i de første tre måneder af 2023 er medicinalkæmpens salg således vokset med 25 procent.
Kigger man på receptudskrivningerne i USA, som er Wegovys største marked, blev der i uge 12 langet hele 108.603 Wegovy-recepter over lægernes skriveborde.
Søren Løntoft Hansen hæfter sig ved, at Novo Nordisk i 2022 havde produktionsudfordringer, fordi efterspørgslen efter Wegovy var massiv. Men med opjusteringen lader det til, at Novo Nordisk selv mener at kunne imødekomme efterspørgslen, betoner han.
Derudover finder aktieanalytikeren det positivt, at Novo Nordisk har hevet endnu en kontraktproducent ind, som kan imødekomme den store efterspørgslen efter Wegovy.
Novo Nordisk-aktien steg temmelig brat, efter nyheden slap ud, men stigningen har lagt sig en anelse igen. Aktien stiger nu med cirka 2 procent i torsdagens handel.
Læs også: Nordnet om dansk luksusaktie: 'Indtjeningen er uacceptabel lav'
Læs også: Se listen: 29 grønne aktier