Henter kommentarer

Nu åbner forskudsopgørelsen snart


Torsdag den 18. november får lige godt 5,3 mio. borgere adgang til at justere i deres forventede indtægter og fradrag for det kommende år.

Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

»Skat er ikke enkelt, men vi forsøger hele tiden at gøre det så nemt som muligt at betale den rigtige skat. Borgernes forskudsopgørelser danner vi ud fra den seneste årsopgørelse, men der kan stadig være sket meget det seneste år, som vi ikke kender til. Derfor er det vigtigt, at borgerne tjekker, om vi har de korrekte oplysninger,« udtaler underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen, i meddelelsen.

Det er særligt en god ide at gennemgå sin forskudsopgørelse og justere sine oplysninger via TastSelv på skat.dk, hvis man har skiftet job, ændret indkomst, arbejdet mere hjemme, købt eller solgt bolig, eller hvis overskuddet fra egen virksomhed er ændret, lyder det fra Skat.

»Fordi skattebetalingen langt hen ad vejen kører automatisk, oplever vi stadig, at der er borgere, som ikke er opmærksomme på, hvor vigtig gennemgangen af deres forskudsopgørelse er for resultatet af den årsopgørelse, de ender med at få. Men ved at tjekke tallene, når vi åbner, og ved at justere løbende, kan man være med til at undgå overskydende skat eller et kedeligt skattesmæk,« siger Jan Møller Mikkelsen.

Skattestyrelsen udarbejder forskudsopgørelsen i efteråret før et kommende indkomstår for skattepligtige personer over 15 år. Opgørelsen er et skøn, og er baseret på borgerens indtjeninger og fradrag det seneste år.

Læs også: Nordnet: Forvirring sendte Bavarian Nordic-aktien ud i voldsomt udsving

Læs også: Bitcoin rammer ny rekord