Det danske skandaleramte selskab Waturu Holding skifter navn.
Sådan lyder det i fredag eftermiddag i en selskabsmeddelelse.
Det er virksomhedens nyligt tiltrådte bestyrelse, der på et bestyrelsesmøde i dag, fredag, har valgt at ændre navnet selskabets navn fra Waturu Holding A/S til Green Impact Ventures A/S.
Ifølge meddelelsen sker navneændringen, fordi det nye navn bedre afspejler den strategi, virksomheden stiler mod.
»Det nye navn afspejler bedre den strategi selskabet forfølger, og det er bestyrelsens forventning at investorer med det nye navn, får lettere ved at forstå selskabets forretningsstruktur, med ejerskab og drift af selskaber indenfor vandvarmer/renser-, akvakultur/dambrug- og medtech/medicobranchen,« skriver selskabet blandt andet i meddelelsen.
Derudover skriver virksomheden, at Waturu-navnet ikke endegyldigt forsvinder, men for fremtiden kun vil blive brugt i datterselskabet Waturu ApS og som varemærkenavn for selskabets vandvarmer- og vandrensningsprodukter.
Waturu Holding hævder at være »en Greentech-virksomhed, som udvikler innovativ vandteknologi til opvarmning eller behandling af vand, med det fokus at sikre bakteriefrit vand samt nedsætte vand- og energiforbruget til opvarmning af varmt brugsvand i ejendomme og dermed sikre CO2- besparelser.«
Virksomheden har ad flere omgange været i vælten som følge af flere møgsager. Blandt andet har selskabet tidligere været beskyldt for at have misinformeret aktiemarkedet om en stor ordre. Det kan du læse mere om her.
Waturus aktier blev suspenderet tilbage i december 2020. Dengang skrev Børsen, at Nasdaq havde oplyst, at der var usikkerhed om, hvorvidt selskabet levede op til reglerne for at være noteret på First North-vækstbørsen.
Læs også: Aktieskolen lektion 7: Valueaktier – med Gertrud Højlund og Kurt Kara
Læs også: Investorer har tabt over 600 millioner på få minutter i dansk aktie


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner