De amerikanske forbrugerpriser er steget mere end ventet.
Det påpeger Danske Banks chefanalytiker, Mikael Olai Milhøj i en kommentar.
»Forbrugerpriserne steg med 0,6% fra december til januar, hvilket var højere end ventet. Forbrugerpriserne var derfor 7,5% højere end i januar 2021. Det er den højeste inflation siden februar 1982.« forklarer chefanalytikeren.
Inflationstallet følges nøje, for det kædes sammen med, hvor meget og hvor hurtigt centralbankerne vil stramme pengepolitikken. Det ventes at ske igennem rentestigninger, der påvirker hvordan aktierne prisfastsættes.
»Den amerikanske centralbank har over de seneste seks måneder vendt på en tallerken og signalerer nu klart, at der bliver behov for en stribe renteforhøjelser i løbet af året. I virkeligheden er der en stigende bekymring for, at den amerikanske centralbank nok er kommet for sent i gang med at stramme pengepolitikken, og på sidste møde lagde centralbankdirektør Jerome Powell da også vægt på, at den nuværende økonomiske situation ikke kan sammenlignes med opsvinget før coronakrisen,« forklarer Mikael Olai Milhøj og fortsætter:
»Vi forventer, at den amerikanske centralbank vil sætte renten op fem gange i løbet af i året, men sandsynligheden er i øjeblikket højere for, at man bliver nødt til at gøre endnu mere og ikke mindre. Den økonomiske politik er stadig meget lempelig, selvom investorerne allerede har indpriset mere end fem rentestigninger.«
Det er også derfor, at den amerikanske centralbank kan blive tvunget til at gøre endnu mere for at lægge en dæmper på det høje underliggende inflationspres, forklarer han.
Læs også: Bøgerne du SKAL læse – Nina Movins favoritter
Læs også: Lau Svenssen om Maersk: Gode tider fortsætter ind i 2022 – men hvor længe
