Henter kommentarer

Ny rekord: Så mange penge har danskerne i banken


1.023 mia. kr.

Så mange penge står der samlet på danskernes bankkonti, viser spritnye tal fra Nationalbanken.

Det er 15 mia. kr. mere, end hvad danskerne havde i banken i februar, og indlånet er aktuelt på det højeste niveau nogensinde.

Ifølge Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, skyldes det rekordhøje niveau, at en stor del danskere fik udbetalt feriepenge i marts.

»Indlånet har taget et hop op i marts, og det skyldes blandt andet, at de hurtige danskere nåede, at få deres feriepenge udbetalt i marts. Vi kan dog se, at danskerne ikke var længe om at tage forbrugshatten på. Detailsalget slog rekord i marts og det vidner om at forbrugerne er købestærke og at forbrugslysten er intakt. Udbetalingen af feriepengene var dog med til at sikre en indlånsstigning, på trods af det høje forbrug i butikkerne,« skriver han i en kommentar mandag morgen.

Kigger man gennemsnitligt på tallene, har hver voksne dansker i gennemsnit 220.000 kr. stående i banken. Men kan man ikke genkende det tal, skal man ifølge Anders Christian Overvad ikke gå i panik.

»En nylig analyse fra Nationalbanken viser, at den typiske dansker har 51.000 kr. stående. Den store forskel mellem den typiske dansker og gennemsnittet skyldes, at en lille gruppe danskere har mange penge stående,« skriver han.

Læs også: Simon Richard Nielsen: Den sejlivede myte om bankernes grådige profit

Læs også: Vestas falder til bunds – det er der sket