
En politiske tvekamp kan være ved at lakke mod enden, og det får investorerne til at sende aktiemarkedet i grønt.
Historiens længste nedlukning af det amerikanske statsapparat er nemlig kommet et skridt tættere enden, og strateg Sofie Manja Eger Huus fra Danske Bank har derfor fortsat appetit på at købe amerikanske aktier.
Flere af de ledende amerikanske indeks i USA har udsigt til en pæn åbning mandag.
Futures for det brede amerikanske indeks S&P 500 stiger med næsten 1 pct., mens det teknologitunge indeks Nasdaq står til at springe op med 1,5 pct.
I USA er Kongressen kommet et skridt tættere på en genåbning, da et lovforslag er kommet igennem en såkaldt procedureafstemning natten til mandag, og dermed skal forslaget til afstemning i Senatet.
»Markederne har reageret positivt på udsigten til genåbningen. Amerikanske aktiefutures er i grønt, og dollaren har genvundet noget af sidste uges tab,« skriver Sofie Manja Eger Huus i en kommentar.
På det populære sandsynlighedsmarked Polymarket er sandsynligheden for, at nedlukningen i USA stopper mellem den 12. og den 15. november sat til 87 pct.
Den høje sandsynlighed kan tilskrives, at lovforslaget har gode chancer for at komme gennem Senatet, og derefter skal forslaget over i det republikansk ledede Repræsentanternes Hus, hvor et simpelt flertal vil være realistisk, lyder vurderingen fra strategen.
Kigger man på tidligere nedlukninger, så har de historisk haft en negativ effekt på aktiviteten i dagene, som den varer. Dette bliver dog ofte hurtigt hentet igen, og dermed har nedlukningen ikke den store effekt på økonomien, fortæller Sofie Manja Eger Huus:
»Vi mener fortsat, at nedlukningen ikke fundamentalt har påvirket de økonomiske udsigter og derfor har den heller ikke ændret noget ved vores investeringsstrategi, hvor vi fortsat har appetit på aktier.«
Til gengæld kan den historisk lange nedlukning have en effekt på udsigterne for rentenedsættelser, da en masse økonomisk data udebliver, så længe statsapparatet har lukket.
Den amerikanske centralbank, der har to mandater i form af fuld beskæftigelse og en stabil udvikling i priser, har måtte undvære data for arbejdsmarkedet i USA.
Arbejdsmarkedet i USA er netop noget, som centralbanken har givet udtryk for, at den især holder øje med, da flere datakilder har givet udtryk for en svaghed i arbejdsmarkedet.
»En ende på nedlukningen vil også betyde en ende for at famle rundt i blinde på grund af manglede data. For både investorerne og for den amerikanske centralbank,« skriver Sofie Manja Eger Huus.
Hos Danske Bank venter man ingen rentenedsættelse ved det kommende rentemøde den 10. december. Banken venter først, at renten igen vil blive sænket ved rentemødet den 31. januar.
Læs også: Storbank: Disse aktier vil klare sig dobbelt så godt
Læs også: Topchef køber 4300 aktier i selskabet
Millionærklubben Eksklusiv: Når magtbalancer forskydes
2025 har i den grad rykket ved verdens tilstand, og særligt USA’s præsident, Donald Trump, har været med til at ryste posen og sætte globale magtbalancer i bevægelse. Men kan den slags nybrud overhovedet bringe reel og længerevarende udvikling med sig, eller er der snarere tale om en midlertidig storm i et glas vand? Onsdag den 26. november undersøger Millionærklubben verdens aktuelle økonomiske tilstand og debatterer, om tidernes skiften kan bidrage til nye og interessante investeringer.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske
Steen Jacobsen, selvstændig investor, bestyrelsesmedlem og rådgiver,
og Thomas Thygesen, aktiestrategichef hos SEB.
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer



Genialt: Det her kort skal du have














