Tivoli kommer ud af sit bedste andet kvartal nogensinde.

Det fremgår af forlystelsesparkens netop offentliggjorte regnskab.

I alt har Tivoli omsat for 354,1 mio. kr. i april, maj og juni mod 335,7 mio. kr. i samme periode sidste år.

Desuden har første halvår af 2023 vist sig at være bedre end ventet, hvor nettoomsætningen lyder på 416 mio. kr. mod 387,9 mio. kr. sidste år. Det er en stigning 7 pct.

Til gengæld er resultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, på -16 mio. kr. mod 5,1 mio. kr. i 2022.

Også resultatet før skat er faldet i første halvår 2023 sammenlignet med først halvår sidste år. 

Det lander på -74,7 mio. kr. mod -55,8 mio. kr.

Læs også: Saxo Bank frygter, at dominobrikkerne begynder at vælte: Tegnene skriger løb

Ifølge Tivoli skyldes det dels, at forlystelsesparken sidste år modtog kompensation i forbindelse med coronanedlukningerne og at der er blevet foretaget yderligere investeringer i forretningen for at udvikle og ruste Tivoli til de kommende år. Investeringerne er blandt andet sket inden for it og kulturprogrammer.

Tivoli, der fylder 180 år den 15. august, har haft i alt 1.257.000 besøgende i år. Det er en smule mere end samme periode sidste år, hvor tallet lød på 1.199.000.

Det glæder topchef Susanne Mørch Koch sig over. I regnskabet udtaler hun:

»Sommersæsonen har været velbesøgt, og vi glæder os over, at Tivoli har haft mange både danske og internationale gæster på trods af, at juli var den mest regnfulde måned nogensinde målt i Danmark. Det svenske og norske marked har været vigende, men er kompenseret ved fremgang i gæster fra andre lande.«

Tivoli fastholder sine forventninger til resten af året, som omfatter en omsætning i niveauet 1.150 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 70-90 mio. kr.

Læs også: Nordnet: Faresignalerne har overtaget

Læs også: Saxo Bank: 3 ting strategen holder øje med i dag