»Det virker noget mystisk.«
Det er reaktionen fra Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, om de tal, som Danmarks Statistik netop har udsendt for industriproduktionen i oktober. Den er steget 1,3 pct., og tallet kunne ifølge ham have været endnu større, hvis ikke der var sket et fald i medicinalproduktionen.
»Faldet i medicinproduktionen var i høj grad grunden til, at dansk BNP skrumpede i tredje kvartal, men det ser altså ikke ud til, at udviklingen er vendt i fjerde kvartal, når vi ser på dagens tal,« påpeger han i en kommentar og fortsætter:
»Det virker noget mystisk, at medicinproduktionen skulle have lagt sig permanent på et lavere niveau end i første del af året, når man tænker på, hvor godt det går i Novo Nordisk, og hvor meget der bliver investeret i ny produktion.«
Læs også: Storbank advarer mod chokbølge
Det kunne i hans optik godt lugte af, at der enten kommer en stor revision af tallene, eller at der pludselig bliver registreret en kæmpe stigning. Det har vi set før..
Industriproduktionen er steget 1,3 pct. i forhold til oktober. Det er ikke desto mindre en god nyhed, at produktionen uden for medicinalindustrien steg 2,7 procent i oktober, understreger han.
Det tyder på, at vindmølleproduktionen »endelig« er begyndt at røre på sig. Det kunne for ham at se betyde, at tilbagegangen for global industri snart er overstået. Det sker med henvisning til, at selskaberne også har holdt igen med investeringer i maskiner på grund af de store rentestigninger.
Læs også: Dansk biotekselskab sikrer sig afgørende FDA-godkendelse
Læs også: Professionel investors 3 aktier til 2024: 2 danske giganter og en mulig comeback-historie
