Den recession, som den amerikanske økonomi og aktiemarked kan være på vej mod, bliver ikke kort og mild.

Den bliver i stedet »relativt gennemsnitlig« – og det vil kunne komme til at ramme aktierne hårdt.

Sådan lyder det fra den danske økonom Nikolaj Schmidt, der er cheføkonom hos den amerikanske investeringsbank  T. Rowe Price, i et interview med Børsen:

»Der er meget snak om short and shallow (kort og mild, red.) med argumentet om, at der ikke er store ubalancer i økonomien, og det er jeg relativt enig i. Men hvis den skal være kort og mild, så skal pengepolitikken bevæge sig fra at være stram til at være minimum neutral eller lempelig. Men centralbankerne vil være langt bag kurven, når de begynder at skære renten. Derfor tror jeg ikke, at recessionen bliver kort og mild – jeg tror, at den bliver relativt gennemsnitlig,« siger Nikolaj Schmidt til Børsen.

Flere amerikanske storbanker – og også den amerikanske centralbank Federal Reserve – har ellers været ude med udmeldinger om, at man forventer en mild recession.

Læs også: Blot 17 politikere har oplyst deres aktier – tallene vækker undren

Nikolaj Schmidt fortæller også, at en gennemsnitlig recession vil kunne resultere i en situation, hvor det toneangivende amerikanske aktieindeks S&P 500 vil kunne komme ned omkring 3100. Det vil svare til et fald på mere end 20 procent

En recession er en periode med økonomisk tilbagegang – og et land kan typisk betegnes som værende i en recession, hvis dets BNP er faldet to kvartaler i træk. I en typisk recession vil aktiemarkedet falde omkring 25 procent, men det kan også sagtens være mere.

En recession i USA varer typisk 11 måneder, mens et økonomisk opsving varer fem år. Spørgsmålet om en amerikansk recession fylder meget for investorerne, da den amerikanske økonomi er verdens største og har stor betydning for, hvad der sker i resten af verden.

Læs også: Så hurtigt kan du blive millionær ved at spare op

Læs også: Lufthavnskaos rykker nærmere: Nul forhandlinger trods forsinkelser