Onsdag morgen fik investorerne indblik i, hvordan det går for den danske vindmøllekæmpe Vestas, og det var ikke just prangende.
Nu bliver man nødt til at hanke op i sig selv, lyder vurderingen fra aktiechef Michael Friis og investeringsøkonom Per Hansen.
»For investorerne er det helt afgørende, at Vestas leverer uden svinkeærinder de næste to, tre, fire kvartaler, sådan at man kan fæste lid til, at 2025-ambitionen om en 10 pct. samlet EBIT-margin er inden for rækkevidde realistisk og intakt. Det her er en fodfejl,« siger investeringsøkonomen fra Nordnet i onsdagens udgave af Millionærklubben.
Svinkeærinder var der at finde i onsdagens regnskab for andet kvartal, hvor EBIT-marginen landede på -5,6 pct., og det var en skuffelse for analytikerne. Det kan du læse meget mere om her.
Her er det især problemer med indtjeningen hos servicedivisionen, som har gået investorerne på. Størstedelen af vindmøllekæmpens indtjening kommer fra netop servicedivisionen lige nu.
Divisionen kæmper dog med højere omkostninger, fremgår det af regnskabet, og det har blandt andet været med til, at selskabet har sænket sine forventninger til indtjeningen for året.
»Det her skal være et one-off, for det nytter ikke noget, at man ikke har styr på de her ting,« siger Per Hansen.
Millionærklubbens faste porteføljeforvalter Michael Friis er enig i betragtningerne fra Per Hansen. Han vurderer, at man har taget forskud på højere omkostninger ved at lave den her nedskrivning, som agerer lidt som en hensættelse, ifølge aktiechefen. Sagt på en anden måde: Vestas har valgt at være på forkant i regnskabet, fordi man forventer højere omkostninger i fremtiden.
Det er vigtigt, fordi det kan have betydning for vindmøllekæmpens målsætning om at få en 10 pct. EBIT-margin i 2025.
»Om 10 pct. næste år er muligt – Ja, det er det. Ved at tage den her hensættelse så er det nemmere at nå de her 10 pct. næste år,« siger Michael Friis og tilføjer:
»Det bliver nemmere for dem at nå 10 pct. næste år, fordi det, der var problemet her, skal de ikke kæmpe med næste år.«
Aktiechefen er faktisk ret positiv overfor resultaterne fra vindmøllekæmpen, når man ligger det på en vægtskål.
»Når jeg læser regnskabet, så opvejer det positive mere end det negative,« vurderer aktiechefen.
Vestas har været i modvind siden starten af 2024, og aktien er nede med hele 27 pct.
Du kan høre mere om regnskaberne fra de danske giganter og meget mere i dagens udgave af Millionærklubben. Lyt på Apple Podcasts, Spotify eller tryk play herunder.
Læs mere: Verdens største fond sælger ud af dansk gigant
Læs mere: Chefstrateg: Her ligger et kæmpe problem i aktiemarkedet de kommende år

Trump ønsker kæmpe ændring