Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.
Det seneste års voldsomme rentestigninger betyder, at vi står i en ny privatøkonomisk virkelighed.
Med de højeste rentesatser i omkring 14 år er det blevet yderst relevant at overveje, om man med sin overskudslikviditet bør nedbringe gæld, og dermed spare låneudgifter, eller om pengene gør bedre gavn på anden måde.
Har man opsparet et større beløb, som ikke skal bruges før om mange år, er det lige nu en underskudsforretning at lade pengene stå længe på en indlånskonto, idet renten i bankerne er væsentligt lavere end inflationen. De oplagte alternativer er investering eller ekstraordinært afdrag på sin gæld.
Det rette valg afhænger af mange faktorer, hvilket kan gøre det svært at træffe sit valg, men her følger en guide, som man med fordel kan støtte sig op af. Overvejelserne kan opdeles i to hovedgrupper – matematik og fleksibilitet.
Matematikken: Glem alt om at friværdien ikke arbejder for dig. Faktum er, at det koster at låne op i friværdien eller tage lån i banken, og særligt i denne tid, hvor de årlige omkostninger i procent hurtigt når op på 5-6 pct.
Regnestykket handler om, hvorvidt den forventede gevinst ved at investere overstiger den sikre besparelse ved at nedbringe gælden.
Et eksempel: Hvis rente og bidrag tilsammen for eksempel er 4,6 pct. og rentefradraget er på de typiske 33,6 pct., så er den sikre besparelse ved at nedbringe gælden 3,05 pct. årligt, hvilket giver bedre likviditet i hverdagen. Husk at der kan være omkostninger ved at afdrage ekstraordinært, og at man i nogle tilfælde skal melde det i god tid til banken.
Læs også: Et Dolce Gabbana-fejlkøb til 6.000 kroner: Sådan blev formueeksperten optaget af privatøkonomi
Spørgsmålet er herefter, om man kan forvente et investeringsafkast, der overstiger dette? Al investering kommer med en risiko, som dog falder over tid, og derfor bør pengene altid min. kunne stå investeret i tre til fem år. Umiddelbart skal det forventede afkast ligge på minimum 4,6 pct. årligt efter omkostninger.
Dog kan man i nogle tilfælde investere til en lidt lavere afkastskat, og det kan sænke afkastkravet. For eksempel beskattes afkast på aktiesparekontoen kun med 17 pct. og i så fald kræves »kun« et forventet afkast på minimum 3,7 pct. efter at alle investeringsomkostninger er fratrukket, for at opveje lånebesparelsen på 3,05 pct.
Tricket er altså at måle satserne op imod hinanden, lidt ligesom på en gammeldags vægt. Blot skal man huske at lånebesparelsen er sikre penge, mens investeringsafkastet både kan svinge op og ned, og en del af investeringsgevinsten kommer først når man sælger.
Læs også: Her er sommerferiens skjulte gebyrer
Fleksibiliteten: Med den aktuelle renteudvikling, vil nedbringelse af højtforrentet gæld ofte vinde matematiktesten. Til gengæld skal man huske på, at vi kommer fra en meget lang periode, hvor lånerenterne var så lave, at det tit var bedre at investere. Så tingene kan ændre sig fra år til år, og oftest er det bedst at få »i pose og sæk«, dvs. både afdrage løbende, og spare op ved siden af.
Derudover skal man være opmærksom på, at når først pengene er indbetalt på gælden, så kan det worst case være både dyrt og svært at få fat i dem igen. Et godt råd kan derfor være at have en mindre del af boliggælden som boligkredit, hvor man nemt kan placere overskudslikviditet, men sagtens kan få pengene ud igen, hvis behovet senere skulle opstå.
Læs også: Forbrugerøkonom tjener mere, end hun kan nå at bruge
Læs også: Tusindvis af boligejere har udsigt til rekordhøj rente