Netcompany har leveret et stærkt regnskab i en udfordrende tid.
Sådan lyder vurderingen fra investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.
Den danske IT- og konsulentkæmpe lander både en indtjening og omsætning, som slår analytikernes forventninger, mens bundlinjen er lidt mindre end ventet. Det kan du læse mere om her.
Det er et »godt« resultat set i lyset af, hvordan selskaber, som man kan sammenligne med Netcompany, klarer sig lige nu, vurderer Per Hansen.
En af dem er NNIT, som allerede har været ude at advare om et udfordrende tredje kvartal, som har fået selskabet til at sænke sine forventninger.
Et andet selskab inden for IT-løsninger, Trifork, har også været ude med negative præciseringer.
Den overordnede situation er, at virksomheder og lande ikke efterspørger digitalisering i det forventede omfang, hvilket investeringsøkonomen tilskriver et Europa under vækstpres.
Men Netcompany ser altså ud til at komme igennem tredje kvartal uden de store skrammer fra dette.
Netcompany har ligeledes valgt at sende noget indtjening tilbage til aktionærerne gennem det nye aktietilbagekøbsprogram, som ifølge Per Hansen viser »styrke« fra virksomhedens side.
Et eksempel på dette er den stærke kapacitetsudnyttelse, som Netcompany har haft i kvartalet, lyder det fra Per Hansen.
Kapacitetsudnyttelse er et udtryk for, hvor god et selskab er til at udnytte sin arbejdskraft. Her har Netcompany været særdeles gode, hvilket har drevet indtjeningen målt på EBITDA op til 19 pct. fra 16,3 pct. i andet kvartal.
»Ansætter man færre mennesker til at producere mere, så får det marginen til at gå op,« siger han.
Netcompany bliver også belønnet ved torsdagens børsåbning, hvor aktien stiger med 6 pct.
Læs mere: Microsoft-aktien ramt – stemningen skiftede fuldstændig, da Amy Hood tog ordet
