Novo Nordisk-aktien kan blive kastet ud i et nyt kursfald på onsdag. 

Sådan lyder advarslen fra Nordnets investeringsøkonom Per Hansen forud for, at den danske medicinalmastodont åbner for regnskabsbøgerne og fremlægger sit bud på den fremtidige udvikling.

Medicinalaktien faldt fredag indledningsvis med ca. 10 pct. og lukkede med et fald på 7,37 pct., efter selskabet fremlagde skuffende fase 3-data. Det svarede til et fald i markedsværdi på 150 mia. kr.  Kursreaktionen var voldsom, og udover skuffelsen over at miste et nyt forretningsben inden for hjerte-kar afspejler reaktionen en dybere usikkerhed i markedet, vurderer Per Hansen:

»Når kursreaktionen blev så stor som den blev, er det for mig et vidnesbyrd om, at investorerne stadig har nervøse trækninger, når det drejer sig om Novo Nordisk udsigter; i det mindste kortsigtet.«

Det kraftige kursfald fredag udelukker dog ikke, at Novo-aktien kan fortsætte ned onsdag, hvis Novo Nordisks forventninger til resten af året skuffer investorerne.

Læs også: Olieselskaberne spinder guld på højere oliepris

»Hvis der kommer en svag guidance onsdag, er der stadig en nedtursrisiko,« påpeger Per Hansen.

Hvis Novo Nordisk melder om en tilbagegang i både salget og overskuddet på eksempelvis minus 4 til minus 8 pct., vil det af investorerne formentlig blive opfattet som skuffende. I så fald er det ikke givet, at fredagens kursfald var den samlede effekt.

Investeringsøkonomen understreger dog, at der også findes et positivt scenarie. En god guidance på minus 2 til minus 6 pct. kan give potentiale til at indhente hovedparten af fredagens tab, ligesom et forventet interim-udbytte med et direkte afkast på 3,5–4,5 pct. giver en vis stødpude under aktien.

Mange investorer hælder til den opfattelse, at Novo Nordisk-aktien er så billig, at en skuffende opdatering onsdag allerede er bygget ind i aktiekursen. Den præmis køber Per Hansen dog ikke uden videre, da investorerne ifølge ham ofte reagerer kortsigtet på den aktuelle trend frem for det langsigtede billede.

Læs også: Danskerne holder fast i favoritterne – men køber længere ind i AI-maskinrummet

Læs også: Amazon sendes op, Apple sendes ned: Chefstrateg forklarer reaktionen

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Laura Bitte Rossau