Finansministeriet har på pressemødet mandag den 21. marts præsenteret tre scenarier for, hvordan krigen i Ukraine kan komme til at ramme dansk økonomi. Hovedscenariet er, at dansk økonomi vil styre uden om en recession og lande på en vækst på 1,6 pct.
Det er under sidste uges prognose fra Nationalbanken på en BNP-vækst på 2,1 pct.
Hos Danske Bank erkender man de store usikkerheder, som krigen afføder - særligt i forbindelse med råvare- og energiprisstigningen. Men banken er dog en smule mere optimistisk over for den samlede konsekvens for dansk økonomi.
»Usikkerheden er selvfølgelig meget stor, men vi er altså lidt mere optimistiske på økonomiens vegne, når det gælder effekterne af krigen. Dyre råvarer kommer helt klart til at trække ned, men meget andet trækker stadig op. Vi kørte noget over fartgrænsen i Danmark inden krigen, og så er de negative effekter ikke så store af at sænke farten lidt,« lyder det i en kommentar fra cheføkonom hos Danske Bank Las Olsen.
Han peger på, at Finansministeriet henviser til aktiekursfald som indikation på stor usikkerhed hos virksomhed og forbrugere, som betyder, at både virksomheder og husholdninger vil holde igen med investeringer og forbrug.
»Ministeriet henviser til, at aktiekursfald er udtryk for den effekt, og det er jo også rigtigt, at der var en stor reaktion på aktiemarkedet i begyndelsen af krigen, men det virker måske lidt voldsomt at indregne en så stor effekt af det, når nu de europæiske aktiemarkeder faktisk er tilbage nogenlunde til niveauet før krigen nu« skrive Las Olsen.
Hos Sydbank vurderes det, at netop Finansministeriets hovedscenarie er det mest plausible.
»Vi deler Finansministeriets hovedscenarie om fortsat vækst i dansk økonomi til trods for krigen i Ukraine. Usikkerheden er dog tårnhøj. Det høje tempo i dansk økonomi blev allerede inden krigen udfordret af stigende renter og inflation samt mangel på ledige hænder. Det er til denne cocktail, at krigen i Ukraine tilsættes, og som nok bliver det hidtil største benspænd for økonomien« skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank.
Det værst tænkelige scenarie præsenteret af Finansministeriet er, at inflationen vil stige eksplosivt og sende Danmark på kanten af en recession. Bliver dette scenarie til virkelighed, vil det koste 60 mia. kr. i tabt velstand, skriver Mathias Dollerup Sproegel.
Læs også: Analytikerne ser stort potentiale i Qualcomm-aktien
Læs også: Dansk bank om C25-darling: Køb den – værdierne er ikke indregnet i aktiekursen
.\˙ MarketWire