Ørsted har købt den 302 megawatt (MW) store landvindpark Lincoln Wind i den amerikanske delstat Illinois.
Det meddeler selskabet mandag morgen.
Parken blev sat i kommerciel drift 17. november, og produktionen er fuldt afsat gennem elkøbsaftaler med Meta, der tidligere var kendt som Facebook, og McDonalds.
- Jeg er glad for, at vi har købt Lincoln Land Wind og udvidet vores tilstedeværelse i USA. Denne transaktion er endnu et eksempel på en vellykket eksekvering af vores strategi om at supplere vores solide organiske vækst med attraktive opkøb på nye spændende markeder, udtaler Vishal Kapadia, senior vice president og kommerciel direktør for Ørsted Onshore
- Projektet har en betydelig størrelse, og elkøbsaftalerne med Meta og McDonald's er en stor fordel. Vi ser frem til at kunne hjælpe begge virksomheder med deres omstillingsrejse, lyder det videre.
Der oplyses ikke en pris for vindparken.
Ørsted Onshore har en ambition om at nå en kapacitet på 17,5 GW i 2030 og sigter mod at levere ca. 1,5 GW ny kapacitet om året. Med købet af Lincoln Land Wind når Ørsted Onshores samlede kapacitet i USA op på over 4.200 MW i drift og under opførelse, meddeler Ørsted.
Læs også: Vestas ramt af 'hændelse'- forvent kursfald, lyder advarslen
Læs også: Simon Richard Nielsen: Lær at elske de finansielle bobler - nu handler det om elbiler
.\˙ MarketWire