Den tilspidsede situation i Ukraine sætter sit præg på de globale finansielle markeder denne tirsdag morgen. Alle hjørner af markederne skal indprise en helt ny og usikker tilstand efter Ruslands beslutning om Ukraines to østlige regioner som uafhængige republikker.

Guld viser sit værd som det finansielle markeds ubetingede vigtigste havn. Prisen er steget til mere end 1900 dollar pr. ounce, hvilket er det højeste niveau i omkring et år. Målt i kroner er prisen på guld tæt på det højeste niveau i flere årtier.

Bitcoin, der ellers af mange tilhængere er blevet udråbt til en form for digitalt guld, er derimod raslet ned på det seneste. Over de seneste 24 timer er bitcoin faldet yderligere med godt 5 pct. og handles i lige knap 37.000 dollar. Bitcoin har skuffet fælt i løbet af 2022, da verdens største kryptovaluta ikke har været det værn mod inflation, som tilhængere havde spået. I stedet tyder alt på, at bitcoin handles på linje med alle andre mere risikofyldte aktiver.

Renterne i Europa falder tilbage tirsdag. Den enorme usikkerhed får typisk flere investorer til at parkere kapital i statsobligationer. Rentefaldet kan være medvirkende til at flere af de danske kvalitets- og vækstaktier har rettet sig og stiger nu efter bratte fald lige efter børsåbningen tirsdag.

Olieprisen skyder igen i vejret, og prisen for en tønde nordsøolie målt på Brent-noteringen er ganske tæt på at bryde med 100 dollar pr. tønde. Olieprisen er omtrent den mest volatile indikator for geopolitisk uro omend det historisk mest har haft udgangspunkt i forsyninger fra Mellemøsten.

Situationen for olie- og gasmarkedet i relation til Rusland er imidlertid den samme mekanisme, da eventuelle hårdere sanktioner og en endelig aflysning af den planlagte Nordstream2-gasledning.

Læs også: Lau Svenssen: Indgreb rettet mod Rusland vil ramme en række danske selskaber

Læs også: Populær app gør det muligt at smugkigge i årsopgørelsen – her er ulemperne