Henter kommentarer

Populær app gør det muligt at smugkigge i årsopgørelsen – her er ulemperne


Skattesmæk? Eller en portion ekstra penge på kontoen?

De fleste drømmer om det sidste, og er man utålmodig, er det allerede nu muligt at smugkigge på sin årsopgørelse for 2021 med appen Skatteguiden, der beregner et estimat ud fra ens skattedata.

Appen har i skrivende stund 175.000 brugere og ligger i top på Appstores hitliste over gratis apps - kun overhalet af MitID-appen.

Men der er dog et par ting, man bør være opmærksom på, før man enten jubler over at skulle have penge tilbage eller indstiller sig på at skulle betale restskat baseret på appens estimat.

Sådan lyder det fra Nykredits privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen.

»Man skal være opmærksom på, at der er flere elementer, som app’en ikke kan tage højde for i deres beregning,« siger hun.

Læs også: Disse ting bør du gøre, før årsopgørelsen lander

Appen tager blandt andet ikke højde for, om man allerede frivilligt har indbetalt restskat, eller om man har ægtefællebidrag, befordringsfradrag og håndværkerfradrag.

»Derfor bør app’en i min optik alene tænkes ind en rettesnor, og jeg vil fortsat opfordre danskerne til at interessere sig for deres skat og deres fradrag, så de ikke uforvarende får snydt sig selv,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

Selv understreger Skatteguiden på deres hjemmeside, at den tidlige årsopgørelse er et estimat, »men vi kan give dig et godt fingerpeg, som kan hjælpe dig med at planlægge din økonomi og spare penge.«

De typiske fradrag, man bør holde øje med, er håndværkerfradraget, befordringsfradraget samt rejseudgifter. På skat.dk kan man indtaste alle håndværkerfradrag for 2021 allerede nu, så man får en mere retvisende årsopgørelse.

Årsopgørelsen lander officielt mandag den 14. marts, men Skat har for vane at give adgang i weekenden op til.

Ifølge privatøkonomen vil tre ud af fire danskere med stor sandsynligvis få penge tilbage i skat. Sidste år skulle 900.000 danskere i gennemsnit betale restskat på 7900 kr., mens resten i gennemsnit fik 5400 kr. tilbage.

Hvis Skatteguiden virker bekendt, kan det være fordi virksomheden for få uger siden var med i DR's iværksætterprogram 'Løvens Hule', hvor skatteappen fik tilbudt 2,5 mio. kr. for 25 pct. af virksomheden af Jesper Buch.

Stifter og direktør Nikolai T.G. Høgskild samt bestyrelsesformand Bo Bejstrup var dog ikke klar til at afgive så mange procenter, og derfor blev parterne enige om at lande en aftale på 1,5 mio. kr. for 12,5 pct.

Foruden at give brugerne et estimat over deres årsopgørelse, kan man med Skatteguidens app blandt andet løbende holde styr på sin indkomst og tracke sin SU, så man undgår at tjene mere end sit fribeløb.

Læs også: Bøgerne du SKAL læse – investeringsekspertens favoritter

Læs også: Nu kommer 3 procent-lånet i spil