Mange danske bilejere kan ånde lettet op onsdag morgen.

Efter noget af en rutsjebanetur det seneste døgn er olieprisen nemlig faldet. En hel del endda.

Onsdag ved 05-tiden er prisen for en tønde råolie helt nede på 92,75 dollar ifølge Nordnet.

Da Det Hvide Hus tirsdag meldte ud, at vicepræsident J.D. Vance alligevel ikke ville rejse til Pakistans hovedstad, Islamabad, for at forhandle med Iran om en fredsaftale, fik det ellers olieprisen til at stige.

Prisen røg op over 100 dollar per tønde råolie på baggrund af frygten for, at den skrøbelige våbenhvile mellem USA og Iran ville bryde sammen og krigen ville blive genoptaget.

Men så meddelte USAs præsident, Donald Trump, at våbenhvilen forlænges, indtil Iran kan præsentere 'et samlet forslag' i fredsforhandlingerne med USA.

Det fik igen olieprisen til at falde.

Men de primære årsager til, at olieprisen har været stærkt svingende på det seneste, er ikke forsvundet: Den usikre situation i Mellemøsten og især nedlukningen af Hormuzstrædet.

Strædet har reelt været lukket for civil skibstrafik under det meste af krigen på grund af risikoen for angreb, og fordi Revolutionsgarden i Iran har taget kontrol over det vigtige farvand.

Donald Trump meddelte tirsdag aften desuden, at USA opretholder en blokade mod skibe, der sejler via Hormuzstrædet til og fra iranske havne – og Iran har hidtil nægtet at forhandle om en varig fredsaftale, så længe den amerikanske blokade opretholdes.

Blokaden blev indført tidligere på måneden, og Iran har kaldt den for et brud på våbenhvileaftalen.

Hundredvis af skibe har været strandet i Den Persiske Golf, som ligger vest for Hormuzstrædet, siden krigen i Iran begyndte 28. februar.

Læs også: Nordea slår forventningerne til første kvartal

Læs også: Konfirmation: sådan giver du den perfekte pengegave

Millionærklubben

Der er masser af forskellige input til markederne denne onsdag formiddag. Et friskt regnskab fra Nordea er landet fra morgenstunden, mens der i aften lander friske tal fra softwarekæmpen ServiceNow og tech-kometen Tesla. Vi kigger på tallene og varmer op til de friske meldinger i dagens podcast. Derudover blev våbenhvilen mellem Iran og USA forlænget på ubestemt tid - også selvom Iranerne her til morgen har angrebet et containerskib, og der ikke er udsigt til nye møder mellem parterne. Panelet diskuterer, hvad der er op og ned på situationen - og hvor det efterlader investorerne. Endelig vender vi hvad der skete under tirsdagens høring af præsident Trumps valg som den kommende centralbankchef i USA, Kevin Warsh. Med i studiet er aktiechef i HC Andersen Capital Michael Friis Jørgensen og chefstrateg i Sterna Capital Partners Mikael Olai Milhøj. Anders Haulund Vollesen, der er aktieanalytiker i Jyske Bank er med på en telefon. Vært: Adam Geil