Olieprisen fik en hæsblæsende optur i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, men de seneste fire uger er det gået nedad bakke for olien.
Prisen på olie er nemlig faldet de seneste fire uger, og det er den længste periode med fald siden september. Det skriver Bloomberg.
En tønde amerikansk WTI-olie koster 69,3 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster 74,4 dollar tønden.
Læs også: Techgigant vil skære omkostningerne med 300 mio. dollar
Til sammenligning kostede Brent 86 dollar for en måned siden, hvilket svarer til, at prisen har slanket sig med 13,5 pct. på en måned.
Oliens deroute skyldes, ifølge Bloomberg, at efterspørgslen efter olie er lav. Det sker, selvom de olieproducerende lande i OPEC+ har skåret i produktionen for at holde en hånd under efterspørgslen.
Udsigten til det amerikanske gældsloft snart rammes er også med til at presse prisen ned. Det mener Warren Patterson, chef råvarestrategi i finanshuset ING Groep NV:
»Sentimentet på oliemarkedet er fortsat negativt med usikre efterspørgselsudsigter og bekymringer over det amerikanske gældsloft,« siger han til Bloomberg.
Læs også: Markedsanalytiker: Ugen der er gået og på vej
USAs finansminister Janet Yellen har på det seneste advaret om, at landet rammer sit gældsloft 1. juni. Hvis det sker, vil det formentligt koste flere tusinder offentligt ansatte amerikanere deres job, ligesom veteraner og andre på sociale ydelser vil stå uden indkomst.
Republikanerne og Demokraterne er uenige om, hvorvidt loftet skal hæves eller ej. Præsident Joe Biden er klar til at hæve det, imens Republikanerne kræver, at der skæres i det offentlige, såfremt loftet skal hæves.


Stor guide: 57 geniale gaver























