Den nynotedede handelsplatform Robinhood steg onsdag med ikke mindre end 50,4 pct. Aktiens eksplosionsagtige stigning faldt sammen med, at handelen med optioner på Robinhoods aktie i USA blev tilladt.

Optioner giver investorer muligheden for med gearing at spekulere i kursfald eller kursstigninger, og onsdag flokkedes investorerne om call-optioner, der anvendes til at satse på fremgang i en aktie.

Robinhood, som fik børsdebut sidste torsdag, er nu steget med 85 pct. på mindre end en uges levetid som offentligt noteret selskab.

Robinhood startede ellers sidste torsdag med et minus på 8,4 pct. og en mere stille fredag, men i denne uge har investorerne meldt sig med stor efterspørgsel tirsdag, hvor aktien også vandt 24,2 pct.

I denne uge har den kendte teknologiinvestor Cathie Wood, der styrer Ark-fondene, også kastet sin kærlighed på markedspladsen, skriver The Wall Street Journal.

Onsdag var interessen for Robinhood, som især er blevet kendt for at give små private investorer mulighed for at investere for mindre beløb, et stort hit under coronapandemiens nedlukninger, endda så stor, at handelen med aktien blev suspenderet tre gange.

I onsdagens eftermarked satte aktien sig dog med 6,1 pct.

Læs også: Storinvestor om dansk aktiedarling: 'Det er en sand indtjeningsmaskine'

Læs også: Lau Svenssen: Teva stagnerer men viser stor fremgang for nye produkter

/ritzau/FINANS