Henter kommentarer

Omsætningen buldrer frem hos lille dansk softwarefirma


Der er gang i forretningen hos danske OrderYOYO

Det viser nye tal, som softwareselskabet onsdag har offentliggjort. OrderYoYo står bag en online ordre-, betalings- og marketing softwareløsning til takeawayrestauranter, hvor kernemarkederne er Storbritannien, Irland og Danmark.

OrderYoYo har i første halvdel af 2021 landet en omsætning på 53,6 mio. kr., Det svarer til en omsætningsvækst på 82 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Selskabet opnåede en driftsindtjening (EBITDA) på 3,7 mio. kr. I samme periode sidste år lød tallet på 2,7 mio. kr. Væksten skyldes især udviklingen i Storbritannien.

»Væksten bunder især i salgsaktiviteter i Storbritannien, men den skyldes også forbedringer i den underliggende forretning,« forklarer selskabets topchef Søren Gammelgaard.

OrderYoYo opretholder forventningerne, som selskabet tidligere har meldt ud i forbindelse med børsnoteringen. Det omfatter blandt andet en ARR vækstforventning på 20-30 pct. – svarende til 125-135 mio. Begrebet ARR står for 'Annual Recurring Revenue', hvilket dækker over 'årlige tilbagevendende omsætning', hvor månedlige abonnementsbetalinger bliver opgjort på årsbasis. OrderYoYo forventer for helåret en EBITDA på 5-10 mio. kr.

Selskabets topchef fremhæver særligt tre fokuspunkter fremadrettet: 1) At fortsætte væksten i Storbritannien, som er selskabets klart største marked og det marked, der rummer størst potentiale; 2) I sidste uge meddelte man, at man er på vej ind på det tyske marked, hvilket også bliver et fokuspunkt; 3) Det tredje fokuspunkt bliver produkt og teknologiudvikling, fortæller Søren Gammelgaard.

OrderYoYo blev børsnoteret på den danske vækstbørs First North i slutningen af juni i år. I forbindelse med børsnoteringen oplyste selskabet, at pengene fra børsnoteringen skulle styrke OrderYoYos tilstedeværelse i dets markeder.

»Vi har en væsentlig mission om at hjælpe de selvstændige takeaway restauranter, så de kan konkurrere online, bevare relationen til deres loyale kunder og dermed bevare deres selvstændighed. Det er vores vision at være den software løsning, der muliggør dette. Det vil vi godt investere yderligere i,« har Søren Gammelgaard tidligere udtalt.

OrderYoYo-aktien stiger 8 pct. onsdag formiddag.

OrderYOYO blev stiftet tilbage i 2014, og i 2020 leverede virksomheden en årlig abonnementsindtægt, ARR, på 130 pct. til 104 mio. kr. På bundlinjen endte OrderYOYO med et driftsresultat på 12,7 mio. kr. mod et tab på 21,5 mio. kr. i 2019.

Læs også: Endnu en notering på vej: Takeaway-softwarefirma skal hente millioner på vækstbørs